Gang i sommercampene

I øjeblikket afvikles der landet over sommercamps for børn i alderen 8-12 år, og allerede nu har både børn og frivillige haft adskillige gode oplevelser. Der er nemlig blevet nedlagt bukke og fanget fisk flere steder, og dermed får børnene kød til aftensmaden.

Skrevet af: Christian Lang Jensen, Danmarks Jægerforbund, 04. juli 2018

Sommercampene er et tilbud til børn i alderen 8-12 år, som har mod på at få sig nogle fantastiske oplevelser med naturen, jagten og fiskeriet som omdrejningspunkt. Adskillige af de deltagende børn har et vist kendskab til natur og udeliv, men det er på ingen måde et krav for at kunne deltage.

Naturforståelsen er vigtig

De frivillige kræfter, som er grundlaget for disse camps, sikrer, at børnene får en grundig indføring i, hvad det indebærer at leve i naturen i nogle dage. Undervejs får børnene mulighed for at følge en jæger på jagt, skyde med bue og pil, fiske, lave mad fra bunden og meget andet. Der lægges især vægt på at skaffe kød til aftensmaden, da børnene ellers må undvære kød.

Derudover er der fokus på at opbygge børnenes naturforståelse, så de opnår respekt for naturen og dens beboere. Forhåbentligt vil denne naturforståelse kunne bidrage til, at børnene får en endnu større lyst til at bevæge sig ud i naturen.

Succesen gentages til efteråret

Desværre er det ikke længere muligt at tilmelde sit barn til dette års sommercamps, men til efteråret afvikles der igen efterårscamps, hvor børnene har rig mulighed for at prøve kræfter med jagt, fiskeri og meget andet.

Følger du linket her, kan du se TV MIDTVEST’s indslag om de 20 børn, som de seneste dage har boltret sig i Klosterhedens natur.

Derudover kan du herunder se en række billeder fra de forskellige sommercamps.