OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

DN: Jagt er aktiv naturforvaltning

Den nye præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, rækker hånden frem til et tættere samarbejde med Danmarks Jægerforbund og kalder jagt for aktiv naturforvaltning.

Tekst: Torsten Lind Søndergaard, Danmarks Jægerforbund

Danmarks Naturfredningsforening har fået ny præsident, som lægger op til et tættere samarbejde med Danmarks Jægerforbund. I en videohilsen, der blev vist til forsamlingen på Jægerforbundets repræsentantskabsmøde i weekenden, sagde Maria Reumert Gjerding blandt andet:

- Jeg vil gerne takke jer for de sager, hvor vi har stået side om side. Det har vi gjort omkring jagttider, og det har vi gjort omkring ulv, hvor jeg synes, I har taget et kæmpe ansvar på jer for at forsøge at få lidt saglighed ind i denne her meget ophedet debat.

- Jagt er aktiv naturforvaltning. I er med til passe på vildtet og regulere vildtet ude i den natur, det hele drejer sig om. I er også med til at sætte fokus på anskydninger, og det vil jeg virkelig gerne rose jer for.

- Det er mit store ønsker, at vi i fremtiden skal samarbejde endnu mere og endnu tættere. Vi har så mange fælles interesser. Vi har en fælles interesse i at passe på naturen, at sikre at der er naturlige levesteder til de dyr, der lever derude. Og så er vi fælles om kernen, det helt centrale – vores allesammens kærlighed til naturen.

Du kan se den godt to minutter lange hilsen til jægerne i toppen af artikler eller her på YouTube.