DJ i TV 2: katte skal have samme status som hunde

Katte skal mærkes, registreres og holdes på ejendommen. Det var budskabet fra DJ-formanden, da TV 2 News søndag morgen kiggede nærmere på katte i naturen.

Skrevet af: Torsten Lind Søndergaard, 17. september 2018

27 procent af danskerne mener, at omstrejfende katte er et problem. Samtidig lader 72 procent af alle danske katteejere deres katte strejfe frit omkring.

Det viser en ny dansk undersøgelse, der er den første af sin art på verdensplan. Undersøgelsen er et studie fra Københavns Universitet. Læs mere om undersøgelsen her

Det fik søndag morgen TV 2 News til at kigge nærmere på katten, og inviterede derfor Danmarks Jægerforbunds formand Claus Lind Christensen i studiet. Se indslaget her

Jægerforbundets holdning til katte er ganske klar:

  • Katte skal via lovgivningen sidestilles med hunde og dermed holdes på egen grund. Som en konsekvens af ovenstående skal katte mærkes og bære halsbånd med kontaktoplysninger
  • På landbrugsbedrifter kan der erhverves katte til at begrænse rotter og mus. Har disse katte fri adgang til naturen, skal disse være registret som sådan
  • Katte, der anvendes til bekæmpelse af mus og rotter, skal kunne anskaffes i erhvervsøjemed
  • Omstrejfende katte der tages op eller indfanges skal kunne indleveres til internater. Ejeren skal betale for opholdet
  • Omstrejfende katte der tages op eller indfanges, og som ikke er mærket, skal enten neutraliseres med henblik på videresalg eller aflives.