OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 29. juni 2017

Ny bog til riffeljægere, 'Jagtriflen', på gaden nu

Uanset om du er ny, kommende eller garvet riffeljæger, er der masser af viden og gode råd at hente i Henrik Rudfelds nye bog om riffeljagt: Jagtriflen. Bogen er blevet til i et samarbejde med Danmarks Jægerforbund og SEGES, og den kan købes nu på jagtprøven.dk.

Tekst: Kenneth Sletten Christensen, Danmarks Jægerforbund

Uanset om du er lige ved at tage de første skridt ud i riffeljagtens udfordrende verden, eller om har skudt de første mange skud på træningsbanen og jagtmarkerne, så er der viden og underholdning at hente i en ny bog om jagt med riffel.

Bogen er skrevet af Henrik Rudfeld i et samarbejde med Danmarks Jægerforbund og SEGES, og den hedder kort og godt "Jagtriflen".

Jagtriflen er den første danske bog om rifler og riffeljagt i årtier. Forfatteren har lagt stor vægt på at skrive bogen, så den er lettilgængelig for alle, i et letlæst og underholdende sprog - krydret med mange gode og beskrivende billeder.

Danmarks Jægerforbund og SEGES har valgt at udgive denne bog, fordi flere og flere danske jægere vælger at gå på riffeljagt, samtidig med at færre og færre står i ”mesterlære” hos erfarne jægere. Det betyder, at der er et stort behov for at formidle viden til nye riffeljægere, der i større stil selv må tilegne sig den nødvendige viden.

I de senere år er riffeljagtens popularitet steget og steget. Det skyldes blandt andet en voksende interesse for jagt i udlandet - fortrinsvis med riflen - og en vækst i de danske bestande af visse hjortevildtarter.

I bogen gennemgår forfatteren alt fra detaljer om riflens opbygning, sigtemidler, projektiler og kalibre, ballistik, praktisk jagt med riffel og den nødvendige og vigtige træning med dit våben.

Bogen kan allerede nu købet på www.jagtprøven.dk eller direkte via dette link. Bogen er på 208 sider og koster 349 kroner + porto.

Jagtriflen - ny bog til riffeljægeren