OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 26. januar 2017

Næbbede familier afprøver nye rørboliger

Med hjælp fra skoleelever sætter Danmarks Jægerforbund og Næstved Kommune nu rederør op til vilde ænder.
Pressen inviteres til housewarming 30. januar.

Tekst: Danmarks Jægerforbund

Ællingerne fra de vilde ænder har ofte en hård start på livet, hvor kun få overlever. Ved at give vilde ænder mulighed for at yngle i de nye rederør, hvor de er i sikkerhed for rovdyr, øges deres chancer for overlevelse.

Derfor opsætter Næstved Kommune i samarbejde med Danmarks Jægerforbund rederør til vilde ænder ved en række kommunale vandhuller, hvor der er både føde og plads til et kuld ællinger. 

Et rederør kan sammenlignes med en redekasse. Rederørene er simple, rørformede redepladser konstrueret af hø og metaltråd. Rederørene placeres over åbent vand på en metalstang.

- Vildænder bygger ofte rede på jorden, men hvis de i stedet bygger rede i et rederør, som er hævet over vandoverfladen, vil der være langt mindre risiko for, at rovdyr får adgang til reden og tager æggene. Ællingerne dumper direkte ned i søen, når de forlader reden og skal ikke gennemgå en farefuld vandring over land, hvor de risikerer at blive taget af rovdyr, udtaler Claus Lind Christensen, formand for Danmarks Jægerforbund.

Elever bygger og holder øje

Rederørene produceres af elever på Næstved Produktionsskole, og materialerne er sponsoreret af den lokale virksomhed All Steel by Ropox. Næstved Kommune opsætter skilte, der formidler formål og baggrund for opsætning af rederørene. Det er planen, at redrørene skal observeres i samarbejde med lokale skoleklasser i Åben Skole for at få et overblik over, hvor mange af dem der bliver anvendt, og hvor stor ynglesuccesen er.

 - Ved at sætte rederør op forskellige steder i kommunen er det vores håb, at de vilde ænder vil få flere ællinger på vingerne. Jeg synes, det helt fint, at vi som kommune går sammen interesseorganisationer, en lokal virksomhed og elever for at hjælpe naturen, fortæller Søren Revsbæk, formand for Teknisk Udvalg i Næstved Kommune.

Housewarming

Mandag den 30. januar indvies det første rederør officielt med deltagelse af Søren Revsbæk, Formand for Teknisk Udvalg i Næstved Kommune og Claus Lind Christensen, Formand for Danmarks Jægerforbund.

Derudover deltager lærere og elever fra Næstved Produktionsskole, Lina Johansen konsulent for Åben skole, Lærere og elever fra folkeskolen samt teknisk direktør fra All Steel by Ropox Poul-Erik Pedersen og lokalformand for Danmarks Jægerforbund Steen Ulrich Rasmussen.

Sted:

Fugletårnet ved Ydernæs, for enden af Fiskerhusvej, 4700 Næstved, følg flagene ud til vandhullet.

Se kort over indvielsen her.

Tidspunkt:

kl 11:00

Der bliver serveret smagsprøver på grillet vildand, pølser og varm kakao.

Husk varmt tøj

Fakta om Gråænder

Gråænderne er den mest almindelige andeart i Danmark, og den findes i stort set hele landet. Arten yngler normalt i åbne reder, som placeres i ly af vegetationen i alle slags vådområder f.eks. ved bredden af en sø. Ællingerne lever i starten af insekter, som de fanger på vandoverfladen, og senere skifter de til frø og andre plantedele ligesom de voksne ænder.

Henvendelse kan rettes til:

Steen Ulrich Rasmussen, Danmarks Jægerforbund, Næstved tlf. 41 70 42 72, mail: sur@ncc.dk 

Sofia Mulla Kølmel, Næstved Kommune, tlf. 55 88 61 53, mail: somul@naestved.dk

Michael Krogh, Næstved Kommune tlf. 55 88 61 62, mail: mikro@naestved.dk