OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 15. september 2017

Moms-forslag rammer friluftsforeninger hårdt

Friluftsrådet undrer sig over, hvor regeringens ønske om at styrke foreningslivet blev af. Forslag om at droppe moms-ordning vil ramme friluftsforeninger hårdt på pengepungen.

Tekst: Pressemeddelelse, Friluftsrådet

I sidste uges finanslovsforslag foreslår regeringen at afskaffe ordningen, der giver frivillige organisationer rabat på moms, når de køber ind.  

Friluftsrådet undrer sig over forslaget, der vil ramme 19 af Friluftsrådets 85 medlemsorganisationer på økonomien og især det kommende års budgetter.

- Det virker underligt, at regeringen foreslår at skære i momskompensationen for foreninger et halvt år efter, at der er blevet indgået en politisk aftale om udlodningsmidler, som netop skulle skabe tryghed om foreningernes driftsøkonomi. Det svarer til, at man giver med den ene hånd, mens man tager med den anden hånd, siger Jan Ejlsted og henviser til regeringsgrundlaget, hvor VLAK-regeringen netop fremhæver, at der skal være gode udviklingsmuligheder for det frie og folkelige foreningsliv.

- Det skaber usikkerhed frem for udvikling, at regeringen pludselig lancerer sådanne forslag samtidig med store ord om vilkår og strategier for et aktivt foreningsliv, der løser mange samfundsopgaver. Det rammer de helt forkerte, og det kan foreningerne ikke være tjent med, siger Jan Ejlsted. 

En af de af Friluftsrådets medlemsorganisationer, der rammes er Danmarks Jægerforbund. De står til at miste mellem 1-2 millioner kroner om året. 

- Det er fuldstændig uforståeligt, for det betyder meget for vores arbejde og de mange tusinde frivillige. Det vil gå ud over tilbud til vores medlemmer og det arbejde de gør for naturpleje og vildtforvaltning, som vi er afhængige af i Danmark. Vi varetager jo en ambassadørrolle for Danmarks vilde dyr og deres levesteder, siger Michael Stevns, direktør i Danmarks Jægerforbund. 

Andre der rammes er spejderorganisationerne, der for eksempel kan miste en momskompensation på 1,5 mio. kr. i forbindelse med Spejdernes Lejr 2017.