Mød kreds 4 til friluftsfestival i Kolding

I weekenden den 9. - 10. september afholder Friluftsrådet friluftsfestivalen Get Out Kolding 2017, hvor du kan møde rådets mange medlemsforeninger. Du kan blandt andet møde de frivillige fra DJ's kreds 4.

Skrevet af: Kenneth Sletten Christensen, Danmarks Jægerforbund, 06. september 2017

Friluftsrådet afholder for første gang i år friluftsfestival i weekenden den 9. - 10. september. Festivalen afholdes i år i Kolding og har derfor fået navnet Get Out Kolding 2017, men det er meningen, at festivalen skal spredes ud til flere byer i de kommende år.

Der vil være masser af friluftsaktiviteter i Koldings gader i weekenden, og du vil blandt andet kunne møde de frivillige jægere fra kreds 4, der står klar med et væld af jagtlige aktiviteter for børn og voksne og til at tage snakken om jagt med publikum.

Derudover kan du møde mange af Friluftsrådets andre medlemsforeninger og fx rapelle ned ad Koldinghus, lave vildtkød over bål,  komme på fuglekiggertur, overnatte i det fri og meget andet.

Du kan læse mere om dagene og finde hele programmet på Get Out Festivals hjemmeside.