OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 02. oktober 2017

Læs i Jæger oktober 2017

Jæger ligger klar med et oktober-nummer, der er propfyldt med jagthistorier til at lune sig med, når man kommer ind fra efterårets jagtture.

Oktober er en af årets store jagtmåneder. Vi mødes på kryds og tværs over gode jagtoplevelser og får fyldt på med godt samvær. Når du kommer hjem fra jagt, ligger Jæger klar til dig, med godt læsestof fra første side. 

I denne måned har vi masser af jagtstof, krydret med artikler om gæs, ulovlige tårne, hunde og alt det løse. Og så er det i denne måned, vi bringer markvildtoversigten for 2017.

Her er et par nedslagspunkter fra månedens magasin:

Kronen på værket, s. 6 - 9

1.000 hektar jagt i et af Sjællands bedste kronvildtterræner, giver unikke jagtmuligheder. Skribent Thomas Lindy Nissen har besøgt jægeren Svend Møller, der har ovenstående jagt, og som har nedlagt flere trofæbærende hjorte på stykket. Men han er alligevel lidt anderledes end de fleste andre jægere, han jager nemlig efter devisen om, at den næste kronhjort skal være større end den sidste. Kom med på en fascinerende jagtreportage, hvor det tager lang tid at finde og nedlægge den rigtige hjort.

Pas nu på! s. 30 - 31 og - Skyd ikke, skyd ikke!, s. 32

Når det kommer til sikkerhed, er der ikke plads til kompromiser på jagt. Det bliver nævnt på alle fællesjagter og bør ligge på alle jægeres rygrad. Alligevel kan der opstå farlige situationer på jagt - måske fordi jægeren er overtændt? Skribent Troels Romby Larsen har i artiklen Pas nu på! foreviget øjeblikket, hvor han står med kameraet direkte mod et smaldyr, der løber gennem kæden, og nabojægeren, der følger den med geværet - og afgiver et skud efter den. Det blev ved skrækken for skribenten, men det gjorde det ikke for Palle Larsen, som fortæller sin historie i Skyd ikke, skyd ikke! på s. 32. Begge artikler er gode påmindelser for os jægere.

Det nyeste nummer af Jæger er på vej i postkasserne, men kan også findes på medlemsnettet under "min side". Er du ikke medlem, kan du læse en gratis version herunder - og læse mere om de andre medlemsfordele her.

Læs gratis uddrag af Jæger oktober 2017