OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 31. marts 2017

Jægernes ansvarsforsikring overgår til Tryg

Fra 1. april overgår jægernes lovpligtige ansvarsforsikring til Tryg Forsikring. Det sker efter en udbudsrunde, som altså blev vundet af Tryg. Ifølge Tryg og Miljøstyrelsen, så får skiftet ingen betydning for de danske jægere.

Tekst: Torsten Lind Søndergaard, Danmarks Jægerforbund

Siden 1946 har Dansk Jagtforsikring været det selskab, der har leveret den lovpligtige ansvarsforsikring til de danske jagttegnsløsere. Det stopper i morgen 1. april. Fra da af overtager forsikringsselskabet Tryg opgaven med at levere ansvarsforsikringen de næste tre år.

Ændringen kommer efter, at Miljøstyrelsen i vinteren 2016 sendte jægernes forsikring i udbud.

Ifølge Miljøstyrelsen så får skiftet ingen anden praktisk betydning for jægerne ud over, at Tryg Forsikring giver en større skadesdækning. Konkret dækker Tryg personskader op til 20 millioner kroner, hvilket er det dobbelte af den tidligere skadesdækning.

I Tryg byder industrikundechef Peter Høgh de danske jægere velkomne i selskabet:

- Vi er meget glade for at kunne byde de danske jægere velkomne i Tryg. Vi ser frem til samarbejdet med både Miljøstyrelsen og Danmarks Jægerforbund for at skabe tryghed for alle, der går på jagt i Danmark. Vi glæder os også til at være med til at udvikle skræddersyede forebyggelsesinitiativer, der skal være med til at sikre, at jægerne ikke kommer til skade.

Spørgsmål og svar

Da overgangen fra det ene forsikringsselskab til det andet er sket så hurtigt, så har Danmarks Jægerforbund stillet en række opklarende spørgsmål til Miljøstyrelsen.

Hvis du som jæger i de følgende spørgsmål/svar ikke finder svar på dine spørgsmål, så skal du henvende dig til Miljøstyrelsen eller Tryg Forsikring.

Miljø- og Fødevareministeriet - Miljøstyrelsen

Haraldsgade 53
2100 København Ø
Tlf.: 72 54 40 00
mst@mst.dk
www.mst.dk

Tryg Forsikring - Industri, Ansvar L73

Klausdalsbrovej 601
2750 Ballerup
Tlf. 70 11 20 20
ansvar@tryg.dk

  • Den lovpligtige ansvarsforsikring for jægere flytter fra Dansk Jagtforsikring over til forsikringsselskabet Tryg. skal jeg som jæger foretage mig noget?

    Nej, du skal i udgangspunktet ikke foretage dig noget. Hvis ulykken er ude, kan du finde alle relevante oplysninger herunder også betingelserne på Miljøstyrelsens side www.mitjagttegn.dk.

  • Hvilken betydning får det for mig som jæger, at et nyt selskab tager over?

    Det får ingen praktisk betydning for dig, at et nyt forsikringsselskab tager over.

  • Har Tryg uddannet noget personale, som har forstand på jagtforsikringer?

    Tryg Forsikring A/S benytter et fast team af konsulenter med stor erfaring i ansvarsforsikringssager. Desuden bliver der tilknyttet faste medarbejdere med speciale i ansvarsforsikringssager i udlandet.

  • Hvad skal der ske med Dansk Jagtforsikring?

    Det er der ikke truffet beslutning om endnu. Dansk Jagtforsikring A/S vil i udgangspunktet skulle færdigbehandle igangværende forsikringssager, som er rejst før 1. april 2017.

  • Hvorfor tabte Dansk Jagtforsikring udbuddet?

    Udvælgelsen af det vindende tilbud skete ud fra en samlet bedømmelse af tilbuddenes præmie, den leverede service og i øvrigt tilbudte forsikringsbetingelser. I denne samlede bedømmelse viste Trygs tilbud sig at være det bedste.

  • Vil Tryg distribuere sikkerhedsudstyr i lighed med Dansk Jagtforsikring?

    Ja. Du bestiller ved at kontakte Tryg på Industri@tryg.dk.

  • Jeg har en verserende sag kørende, som bliver behandlet af Dansk Jagtforsikring – hvad gør jeg?

    Dansk Jagtforsikring A/S færdiggør din forsikringssag, så du skal ikke foretage dig yderligere.

  • Hvor skal jeg ringe hen, hvis jeg kommer ud for en skade?

    Skadeanmeldelse kan rekvireres hos Tryg.

    Ring på 87 31 87 80 eller send en e-mail til privatansvar@tryg.dk