Hjælp med at finde de tabte harer!
I forbindelse med et projekt, der skal gøre os klogere på haren, har tre harer med halsbånd forladt deres område i Østjylland. Halsbåndene indeholder værdifulde data, og derfor efterlyser forskerne nu harerne.
Forskerne bag projektet med det mundrette navn ”Harers habitatselektion, mobilitet og aktivitetsmønstre i forhold til generel landbrugspraksis, habitatforbedringstiltag og prædatorer”, har mistet kontakten med tre harer, der hopper rundt med værdifulde data i deres GPS-halsbånd.
Det er data, som forskerne meget gerne vil have fingrene i, og derfor efterlyser de nu harerne.
Harerne er indfanget og har fået halsbånd på i de to østjyske byer Hjortshøj og Spørring. Men da harerne kan være meget mobile, forventer forskerne, at de måske kan findes adskillige kilometer fra mærkningsområderne.
Her kan du se, hvordan harerne indfanges og mærkes.
Forskerne har uden held forsøgt at pejle harerne i et større område omkring mærkningsstederne. Området indeholder de optimale levebetingelser for harerne, hvilket gør forskerne ekstra interesserede i at finde ud af, hvorfor og hvor hurtigt de har forladt området, samt hvor langt de har vandret. Harernes store mobilitet kommer nemlig bag på dem. Dette kræver bare, at de finder harerne – eller i det mindste deres halsbånd.
På billedet kan du se en hare med halsbånd på, umiddelbart efter mærkning. Hvis du ser en hare med halsbånd eller finder halsbåndet fra en død hare, hører folkene bag projektet meget gerne fra dig. Og kvitterer naturligvis med en flaske vin eller lignende som tak for hjælpen.
Kontakt
Sebastian Behnke, Danmarks Jægerforbund, 3013 1102, sbe@jaegerne.dk
Lars Haugaard, Institut for Bioscience - Aarhus Universitet, 2211 2754, laha@bios.au.dk