OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 29. februar 2016

Tillykke til ny miljø- og fødevareminister

Esben Lunde Larsen tager over som ny miljø- og fødevareminister efter Eva Kjer Hansen. Dermed bliver det hans opgave at gøre arbejdet færdigt med den kommende naturpakke. Danmarks Jægerforbund ser frem til samarbejdet med den nye minister.

Det bliver en landmandssøn, som bliver landets nye miljø- og fødevareminister. Efter udnævnelsen sagde Esben Lunde Larsen, at landbrugsområdet og miljøområdet længe har haft hans store interesse, og at han glæder sig til at komme i gang med arbejdet.

Den nye minister skal arbejde videre med afgåede Eva Kjer Hansens Naturpakke, som endnu ikke er helt på plads. I Danmarks Jægerforbund ser formand Claus Lind Christensen frem til samarbejdet med Esben Lunde Larsen:

- Danmarks Jægerforbund havde et godt samarbejde med Eva Kjer Hansen, og det ser vi frem til at fortsætte med Esben Lunde Larsen. Den nye vækstpakke for landbruget er netop stemt igennem i folketinget, så nu er tiden kommet til det, der virkeligt interesserer os – nemlig hele naturdelen, der skal sikre bedre forhold for dyrelivet i specielt landbrugslandet, siger Claus Lind Christensen.

Håber på møde med minister
For Danmarks Jægerforbund er Miljø- og Fødevareministeriet og den siddende minister én af de allervigtigste samarbejdspartnere i vores arbejde på at optimere forvaltningen af naturen under hensyntagen til naturen selv og med jægernes interesser for øje.

Claus Lind Christensen forventer, at han i den nærmeste fremtid får mulighed for at få et møde med den nye minister, så han kan blive sat ind i, hvad Danmarks Jægerforbund ser af udfordringer og muligheder for en rigere natur og bedre jagt i Danmark.