OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 01. august 2016

FM i Ørre 2016

Både lørdag den 30. og søndag den 31. juli blev der skrevet historie, da Jægerforbundet holdt mesterskab i jagtskydning.

Tekst og foto: Carsten Dahl-Hansen, Danmarks Jægerforbund

I modsætning til de tre foregående års mesterskaber, hvor vejret var ret ekstremt, blev dette års forbundsmesterskab (FM) i jagtskydning og trap afviklet under absolut fredelige forhold på Herning Jagtcenter ved Ørre. Til gengæld var der drama på skydebanerne.

Rekorder

Jonna Sommer Poulsen, Sevel Jagtforening, kunne med 39 duer i 44 skud med god ret drømme om en 1.-plads, da der kun én gang tidligere er blevet skudt 39 duer til FM i dameklassen.

Men ak, hvor længe var Adam – eller i dette tilfælde måske Eva – i Paradis?

Kun en times tid senere blev dameklassen nemlig vundet af Karin Gydesen, som i 42 skud konsekvent hamrede samtlige 40 duer i dørken. Hun var naturligvis jublende lykkelig over den flotte rekord, og glædestårerne sprøjtede. Og da en mandlig gratulant samtidig løftede den spinkle kvinde op og svingede hende flere gange rundt, var effekten meget lig en havevanders …

Guld-Gydesens tre holdkammerater fra Hedehusene-Fløng Jagtforening var selvfølgelig de første til jublende at gratulere, men de kunne såmænd alle gratulere hinanden, for med 116 træffere i 125 skud satte de fire kvinder en flot rekord i dameklassen, som de vandt for 10. år i træk.

I Old boys-klassen fik Peter Terkelsen fra Krogage Jagtforening 40/40. Det gjorde ingen ham efter, men fire mand havde 39/40 og måtte ud i omskydning om de andre medaljer. Efter første omskydning have Steen Hansen, Hedehusene-Fløng Jagtforening, sølvet hjemme. I den anden omskydning triumferede Ivan Mikkelsen, HSL, og kunne derfor tage hjem med en bronzemedalje.

Den store finale

Weekendens utvivlsomt mest prestigefyldte konkurrence er hvert år seniorernes jagtskydning.

Konkurrencementaliteten er udpræget, og de fleste skyder mange tusinde lerduer om året. Her måler de hårdeste nysere sig mod hinanden, og blot én fejl vil normalt være afgørende, for der er så mange deltagere (192 i år), at der altid er nogle, der ikke begår fejl.

Således også i år, hvor fire mand skød 40/40 og derfor måtte ud i en omskydning om de tre medaljer.

Omskydningen blev afviklet med to doubléer til hver skytte på hver af de fire standpladser. Efter første runde var medaljechancen glippet for Ulrik Møllemand fra Tranekær-Tullebølle Jagtforening, mens Johnny Elefsen, Hjørring Jagtforening, var endt på 3.-pladsen.

Carsten Jørgensen fra den lokale Ørre-Sinding Jagtforening og Allan Obitsø Kristensen fra Esbjerg Nord Jagtforening havde lige mange lerduer på tasken efter den første omskydningsrunde (16/16) og skulle derfor gå standpladserne igennem igen – denne gang i omvendt rækkefølge af praktiske hensyn.

Begge skytter pulveriserede deres spidsduer. På venstreduerne missede Carsten imidlertid den ene og det samme på bagduerne. Allan smadrede derimod alle sine doubléer.

På den sidste standplads smed Carsten to duer, mens Allan igen knuste alle sine mål. Så med det suveræne resultat af først 40/40 og dernæst 32/32 i omskydningerne blev Allan Obitsø Kristensen en meget værdig vinder – og den første, som har vundet seniorrækken mere end én gang, idet han også vandt konkurrencen i 2013 (og fik sølv i 2014).

En meget flot præstation af den 41-årige skytte, der årligt skyder ca. 10.000 skud. – Det er årets største dag, og jeg er pavestolt over at have vundet over alle de gode skytter og at være den første, som har vundet seniorkonkurrencen to gange, sagde Allan Orbitsø.

Akustisk udkald og dueproblemer

Som noget nyt var der på bane 1 kort før FM blevet etableret akustisk udkald, dvs. at skyttens egen klarmelding sendte duerne ud, i stedet for at dommeren manuelt skulle trykke dem ud.

Det afstedkom visse problemer sidst på lørdagen. Under søndagens skydninger gav skydeudvalget derfor skytterne lov til selv at vælge, om de selv ville kalde duerne ud eller have dem trykket ud.

Apropos problemer, så drillede lerduerne på bane 1, hvor for mange gik i stykker. Fra Herning Jagtcenters side prøvede man en feberredning efter skydningerne lørdag, men helt godt blev det ikke.

Men da flugtskydningsudvalgets formand, Gunnar Bennedsen, søndag eftermiddag takkede for et godt stævne, roste han skytterne for at have tacklet situationen fantastisk flot, og han gjorde opmærksom på, at trods vanskelighederne var der leveret meget flotte resultater.

I septemberudgaven af Jæger kan du læse meget mere om forbundsmesterskaberne.

Resultatlisterne fra weekendens FM kan du finde her: http://www.jaegerforbundet.dk/vaben/resultater/

 

Allan Obitsø Kristensen fra Esbjerg Nord Jagtforening vandt guld hos seniorerne og blev den første til at vinde rækken to gange.

Det sejrrige damehold fra Hedehusene-Fløng Jagtforening. Karin Gydesen (t.v.) skød som den første kvinde i FM alle 40 duer.