OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 04. april 2016

Bliv godsejer for en dag

Herregårdsjægerne har sat gang i deres årlige auktion over jagtoplevelser på mange af de danske godser og herregårde. Det giver dig muligheden for at få en unik jagt- og naturoplevelse og samtidigt støtte en god sag.

Tekst: Redaktionen
Foto: Max Steinar

Overalt i det danske land finder man godser og herregårde, og de fleste steder foregår der en jagtlig forvaltning i større eller mindre grad. En del steder er der ansat en herregårdsjæger, i daglig tale en skytte, der driver jagtvæsen på ejendommen, og flere af disse steder er det en sjælden oplevelse for den almindelige jæger at komme på jagt.

Men nu har du muligheden. Hvert år i april måned afholder Foreningen af Danske Herregårdsjægere nemlig en auktion over oplevelser på godser og herregårde. De enkelte ejendomme donerer jagt, fiskeri, ekskursioner og meget andet til foreningen, der så udlodder dem via deres hjemmeside. Pengene fra auktionen går til foreningens naturfond, hvorfra de primært bruges til relevante jagtfaglige undersøgelser, der kan understøtte skytternes virke.

På den måde kan du få mulighed for at være ”godsejer for en dag”. Det er en unik mulighed for at opleve jagten på ejendomme, hvor det enten er helt umuligt eller meget vanskeligt at komme på jagt, og samtidig støtte opretholdelsen af kulturen med jagtvæsener på de danske godser og herregårde.

Er du interesseret i at byde på auktionen, så skynd dig ind på www.herregaardsjaegeren.dk og følg med i april måned!