OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Rejsegilde på Jagtens Hus

Torsdag d. 29. oktober 2015 var der rejsegilde på Jagtens Hus ved Rønde for repræsentanter fra nære samarbejdspartnere, underleverandører, naboer og medarbejdere.

I smukt efterårsvejr og omkranset af en skov, der til lejligheden var klædt i smukke efterårsfarver, blev den næste milepæl i byggeriet af Jagtens Hus nået, - nemlig rejsegildet.

De tre bygninger, der tilsammen danner Jagtens Hus, bliver opført i forskellig tempi, hvorfor dagen for rejsegildet blev valgt til at være en, hvor taget på et af husene var længere i processen, end det normalt ville være ved et rejsegilde, og taget på et andet ikke var helt så langt endnu.

Formand Claus Lind Christensen indledte arrangementet med at sige: ”Mange har arbejdet hårdt for at vi kan stå her i dag. Ved det første spadestik, takkede jeg de mange der havde været med til at sikre at vi kunne igangsætte projektet, så i dag er det på sin plads at sige tak til alle der har haft sin daglige gang på byggepladsen og som har haft en stor aktie i at vi er kommet hertil”.

Afdelingsdirektør Martin W. Christiansen fra Raunstrup A/S, som er totalentreprenør på projektet, takkede blandt andet direktør Michael Stevns fra Jægerforbundet for at samle trådene og for at holde fast i troen på, at alle de længe ventede tilladelser ville falde på plads, så byggeriet i et af Danmarks smukkeste områder kunne begynde. Martin W. Christiansen glædede sig over, at det gode håndværkerteam er godt i gang med at få skabt et rigtigt flot hus i god kvalitet.

Herefter var der en kort rundvisning på byggepladsen. Arrangementet sluttede med spisning af lækre, grillede vildtpølser fra den nærtliggende Følle Bæk Gårdbutik.

Totalentreprenør Raunstrup A/S skal aflevere byggeriet d. 30. juni 2016

Tekst: Michael Stevns