OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 10. november 2015
Foto: Max Steiner

Buejagt i Aftenshowet på DR

Er buen forsvarlig at bruge til jagt? Det er spørgsmålet, som Danmarks Radio kigger på i Aftenshowet kl. 19.05. Buejæger David CP og Dyrenes Beskyttelse er gæster i studiet.

Dyrenes Beskyttelse er imod buejagt, da foreningen mener, at dyrene bedst skydes med riffel frem for bue. Til DR Midt/Vest siger biolog Michael Carlsen fra Dyrenes Beskyttelse:

- Buen er noget, jægeren vælger for sin egen skyld. Hvis han skulle vælge noget for dyrets skyld, ville han vælge den sikreste aflivningsform, og det er riflen.

Men det er ifølge Danmarks Jægerforbund lodret forkert.

Al erfaring fra aktive buejægere viser, at buejagt er en lige så effektiv jagtform som riffeljagt, når det drejer sig om at aflive byttet så hurtigt og humant som muligt. Danske buejægere har jaget og nedlagt moskusokser på Grønland, grizzlybjørne i Nordamerika og tonstunge bøfler i Afrika.

En pil dræber på samme måde som en kugle. Begge ammunitionstyper dræber ved at gennembore hjerte, lunger eller blodårer. Som alle jægere ved angående den jagtammunition, der anvendes til rifler, så ’åbner’ kuglen sig og laver en stor sårkanal. Pilen gør præcis det samme bortset fra, at sårkanalen har samme diameter hele vejen gennem dyrets organer og krop. Pilen trænger hele vejen igennem, går ud på den anden side, og sikrer en hurtig død.

Dyrlæge Hans Schougaard, som selv er aktiv jæger, bekræfter, at begge jagtformer er effektive:

– En gennemboring af vitale organer, uanset om der er ved hjælp af en pil eller en kugle, bevirker et blodtrykstab og efterfølgende død. Når det er sagt, så gælder det naturligvis for både for riffel og bue, at de skal have den fornødne kraftige kaliber i forhold til byttets størrelse.

Aftenshowet vises på DR 1 kl. 19.05.

Du kan læse mere om buejagt her