Må der drives jagt i Natura 2000-områder?

Ja, der kan drives jagt i Natura 2000-områder.

Forklaring:
Fuglebeskyttelsesdirektivet, Habitatdirektivet og Ramsarkonventionen, som danner grundlaget for udpegningen af Natura 2000-områderne forhindrer ikke, at der kan drives jagt i disse områder. Dog foreskriver direktiverne, at jagten skal være bæredygtig, og at der skal træffes passende foranstaltninger for at beskytte de arter, som områderne er udpeget for.

I EF-fuglebeskyttelsesdirektivet er dette beskrevet i artikel 7, hvor der henvises til bilag 2, der oplister en række arter, som kan jages, hvis der tages hensyn til bestandenes størrelse og geografiske udbredelse.

Èn af måderne, hvorpå man i Danmark har sikret sig, at jagten foregår på et bæredygtigt grundlag, er, at der er oprettet en lang række reservater. Her er jagten i mange tilfælde enten helt forbudt eller begrænset i en eller anden form.

I relation til EF-fuglebeskyttelsesdirektivet, har EU-kommissionen også udfærdiget dokumentet ”Vejledning om jagt i medfør af Rådets direktiv 79/409/EØF om beskyttelse af vilde fugle” hvor følgende klart er angivet:

  • ”Det anerkendes fuldt ud i fuglebeskyttelsesdirektivet, at jagt på vilde fugle er en legitim form for bæredygtig udnyttelse.”
  • ”Jagt er kun en af de mange mulige udnyttelsesmåder for Natura 2000-områder, der også omfatter landbrug, fiskeri og andre former for fritidsbrug.”
  • ”Naturdirektiverne indebærer ikke automatisk forbud mod jagt i Natura 2000-områder.”

Ovenstående er desuden flere gange slået fast af EU-kommissionen.

Ud over de klare meldinger fra myndighederne, er der også mellem jægerne og ornitologerne på europæisk plan, lavet en aftale, der klart tilkendegiver, at fuglebeskyttelsesdirektivet ikke er en hindring for, at der drives jagt.

Kilder:

  • Vejledning om jagt i medfør af Rådets direktiv 79/409/EØF om beskyttelse af vilde fugle.
  • Udtalelse af Margot Walström fra EU-Kommissionen 2004.
  • Udtalelse af miljøkommissær Stavros Dimas 2008.
  • Miljøministerens svar til folketinget 2007 på spørgsmål nr. 1822.
  • Agreement between Birdlife International and FACE on Directive 79/409/EEC.