Svar fra Socialdemokratiet
Svarene er givet af: Socialdemokratiet: Thomas Monberg, miljøordfører
Spørgsmål 1:
Landdistriktspolitik, naturpolitik og jagt hænger uløseligt sammen. Hvordan vil Socialdemokratiet arbejde for, at jagt forbliver en integreret del af naturforvaltningen og landdistriktsudviklingen?
Svar:
Socialdemokratiet ser jagt som en naturlig og vigtig del af naturforvaltningen og livet i landdistrikterne. Vi vil sikre en balanceret naturpolitik, hvor bæredygtig jagt indgår som et aktivt redskab i forvaltningen af vildtbestande og i udviklingen af levende lokalsamfund. Det kræver tæt dialog med lodsejere, jægere, grønne organisationer og kommuner.
Spørgsmål 2:
Jægerne bidrager allerede med natur- og vildtpleje (f.eks. plantninger og søer), men vi vil gerne styrke dette arbejde. Hvordan, og sammen med hvem, ser Socialdemokratiet, at jægerne kan bidrage mest til biodiversitet og naturgenopretning?
Svar:
Jægerne spiller allerede en vigtig rolle i natur- og vildtpleje. Vi ser et stort potentiale i at styrke samarbejdet mellem jægere, lodsejere, kommuner, Naturstyrelsen og grønne organisationer om konkrete indsatser for biodiversitet – f.eks. etablering af levesteder og målrettet vildtforvaltning. Frivilligt engagement og lokal forankring er afgørende.
Spørgsmål 3:
Jægerne har historiske set haft et godt samarbejde med offentlige myndigheder om jagt på offentlige arealer. Hvordan vil Socialdemokratiet sikre, at jægerne også i fremtiden får adgang til at bruge naturen på offentlige arealer på lige fod med andre rekreative interesser?
Svar:
Adgang til naturen skal være bred og balanceret. Socialdemokratiet ønsker, at jagt fortsat er en legitim og integreret aktivitet på offentlige arealer. Men nogle steder vil der også være behov for strengt beskyttet og urørt natur. Men mon ikke vi har plads til begge dele også i fremtiden – ikke mindst nu, hvor vi får langt mere natur og skov med aftalen om den grønne trepart.
Spørgsmål 4:
Det er anerkendt, at jagt giver trivsel og både fysisk og mental sundhed. Hvordan vil Socialdemokratiet arbejde for at indarbejde denne viden i fremtidige initiativer på sundhedsområdet?
Svar:
Vi anerkender, at friluftsliv – herunder jagt – bidrager positivt til både fysisk og mental sundhed.
Spørgsmål 5:
Forklar kort, hvorfor jægerne skal stemme på Socialdemokratiet?
Svar:
Jægerne skal stemme på Socialdemokratiet, fordi vi har stor respekt for jægerne og deres måde at være i naturen på. Ikke mindst gennem god dialog med Danmarks Jægerforbund. Jægerne er naturelskere, der kender dyrene. Det har vi stor respekt for.