Offentliggjort den: 02. februar 2026

Vildtforvaltningsrådet lancerer nye jagtetiske regler

Vildtforvaltningsrådet har netop i samarbejde med Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og Naturstyrelsen offentliggjort et nyt samlet sæt jagtetiske regler for jagtudøvelse i Danmark.

Tekst: Carsten Riis Høeg
Foto: Niels Søndergaard

Som noget nyt er alle de jagtetiske regler samlet i ét samlet dokument. Tidligere har reglerne været fordelt på flere forskellige publikationer. Tanken er, at samlingen i ét dokument gør det lettere for jægerne at få overblik over de etiske retningslinjer, og hvordan de skal anvendes i praksis.

Formålet med de jagtetiske regler er at skabe et samlet sæt retningslinjer for, hvordan jagt bør udøves i overensstemmelse med god jagtmoral og de etiske overvejelser, som følger med at drive jagt i et moderne samfund. De jagtetiske regler supplerer den gældende jagtlov og skal give jægeren et klart etisk kompas både i forhold til vildtet, andre jægere og omverdenen. Reglerne skal samtidig inspirere til refleksion over egen jagtudøvelse og understøtte en kultur præget af ansvar og gensidig respekt.

De jagtetiske regler dækker ikke alle tænkelige jagtformer og indeholder ingen særskilte bestemmelser for bue- eller falkejagt. De omfatter heller ikke etik ved opdræt og udsætning af vildt. Reglerne er altså ikke udtømmende, men indeholder inspiration for god opførsel i alle sammenhænge, hvor jagt og vildtforvaltning i en eller anden form udøves.

Regelsættet indeholder for første gang forslag til henholdsvis parole og parade, som kan anvendes i jagtlig sammenhæng og bidrager også på den måde til at understøtte en etisk forsvarlig jagtudøvelse.