Vrøvl og gamle vaner

Der kan være mange årsager til myters tilblivelse i forhold til vores firbenede venner. Manglende viden, ubevidst inkompetence, erfaringer og behovet for at få hundens adfærd til at give mening. Heldigvis forskes der som aldrig før i hunden, og man bliver hele tiden klogere på dens natur, adfærd og evne. Desværre skal man ofte selv søge efter forskningsresultater eller bøger, der kan gøre en bevidst inkompetent. Det vil sige, at man bliver bevidst om, at man ikke ved så meget, som man måske troede. Deri ligger muligheden for at flytte sig mod at blive bevidst kompetent. En rejse, som jeg selv er meget bekendt med.

Metoden – eller rettere processen – er desværre langsommelig og krævende for både den, der ønsker at vide mere, og den, der kan bidrage med viden. Måske er det årsagen til, at man stadig kan opleve, at mange myter lever

i bedste velgående. Nogle myter er harmløse, mens andre har fordret til brug af straf og undertrykkelse af hunden. En af de mere harmløse myter er den om, at hunden ikke må spise, før du selv har spist. Påstanden er, at hvis hunden spiser før sin ejer, så vil den opfatte sig selv som flokleder, hvor ejeren er en del af flokken. Resultatet heraf er, at ejeren til evig tid skal kæmpe om, hvem der bestemmer. Og hvem har lige lyst til det?

Rangorden mellem hund og menneske

Lad os med det samme få noget vigtigt slået helt fast. Der kan, set med videnskabens og hundens øjne, ikke eksistere en rangorden mellem to forskellige arter – hund og menneske. Vi mennesker har slet ikke det, der skal til for at kommunikere med hunden som art, hvilket er nødvendigt for at kunne danne rang. Selvom vi kunne, så handler rang hos hunde ikke om frygt, dominans og undertrykkelse. Det handler om overlevelse, reproduktion og omsorg, og ofte kun når der er begrænset adgang til føde. Hunde, der lever alene sammen med mennesker, vil derfor typisk aldrig opleve at være en del af et hierarki. Men menneskets forståelse af hakkeorden har affødt en stor mængde strafbaserede træningsmetoder, generel straf for uønsket ”dominerende” adfærd og følelsesmæssig isolation. Alt sammen noget, der bidrager negativt til relationen mellem hunden og dens ejer.

Hvordan er myten så opstået? Det er svært at fastslå, og sådan er det desværre med de fleste myter. Et bud på det kunne være, at nogle har skævet til vilde dyr, hvor den dominerende han har spist først, og tænkt, at det er sådan, at verden generelt er skruet sammen. I dag ved vi, at i langt de fleste tilfælde har hunden godt af at spise to gange om dagen. Det bidrager positivt til hundens fordøjelsessystem, og at hunden ikke føler et uhensigtsmæssigt niveau af sult i løbet af dagen. Man kan roligt og med fordel fodre sin hund, så det passer ind i dagligdagens øvrige gøremål, men sørg for at holde en fast rutine for hvordan og hvornår – for hundens skyld. Hunde finder faste rutiner betryggende.

Hundens tilknytning til mennesket 

Der findes mange studier, der handler om hundens tilknytning til mennesker. En gammel myte, der stadig jævnligt fortælles, siger, at hunde skaber størst tilknytning til det menneske, der fodrer den. Det er selvfølgelig noget sludder. Det er først og fremmest en tryg og tillidsfuld relation, der er afgørende for tilknytningen. Et af studierne viser, at hunde i forhold til tilknytning reagerer på stort set samme måde som børn. Hunde med trygge og tillidsfulde relationer til deres mennesker er nysgerrige, glade, opmærksomme og forsøger gerne selvstændigt at løse diverse udfordringer. Hunde, der ikke har en tryg og tillidsfuld relation til deres menneske, viser sig at være mindre selvstændige, mere stressede og have større tendens til separationsangst. Altså kan man fastslå, at fordi man er ”madleverandør” til hunden, så skaber det alene ikke en god tilknytning. Tilknytningen eller relationen skabes på samme måde, som den skabes mellem mennesker. Nemlig igennem kærlighed, omsorg og tillid.

Oxytocin

De fleste, der læser med her, har sikkert prøvet at være forelsket. Det håber jeg da. De uendelige lange stunder, der føles alt for korte, hvor man opmærksomt sidder og lytter til den store kærlighed, mens man kigger hinanden dybt i øjnene.

I disse stunder, hvor vi skaber et stærkt forhold til et andet menneske, udskiller kroppen et hormon kaldet oxytocin. Hvis man studerer hormonets evner nærmere, så kan man ikke andet end at blive forbløffet over, hvor smart vores krop og hjerne er designet. Hormonstoffet bidrager, så snart det er muligt, eksempelvis til at sikre et afgørende bånd mellem forældre og barn. Studier viser, at det samme er gældende for hundens øjenkontakt med sit menneske. Hormonet udskilles altså både hos hunden og mennesket, når der holdes en positiv øjenkontakt. 

Undgå øjenkontakt

Da jeg for mere end 20 år siden for alvor begyndte at interessere mig for hunden, fik jeg at vide, at jeg aldrig måtte kigge den direkte i øjnene, da det kunne medføre en aggressiv reaktion fra hunden. I lang tid var jeg meget bevidst om, at jeg skulle følge det velmente trænerråd, men det var virkelig svært at efterleve.

På et tidspunkt kom jeg i klørene på en ny træner, som spurgte mig til min kontakt med min hund. Hun undrede sig over, at jeg næsten ikke gad kigge på den. Da jeg forklarede, at jeg blot fulgte et godt råd og jo ikke ønskede, at min hund skulle blive sur på mig, slog min nye træner en højlydt latter op, som nærmest forskrækkede mig. Hun fortalte, at myten ikke var ukendt for hende, men at man (læs: jeg) burde vide, at det ikke forholder sig sådan. Hvis man har en god og kærlig relation til sin hund, så forstærkes denne relation ved positiv øjenkontakt. Positiv skal forstås på den måde, at ens kropssprog også signalerer en god og kærlig relation. Du skal altså ikke tænke, at det er en god plan at nedstirre en knurrende hund, som du ikke kender, for at få en god relation til den. Og myten? Jo, den lever skam stadig.

Tissekonkurrence

En af de mest besynderlige myter, som jeg har lagt øre til, er den om, at hvis hunden tisser op ad et træ, og du vel at mærke også skal tisse, så skal du sørge for at tisse højere op ad træet end hunden. Hvis ikke det lykkes, så vil hunden, karikeret, overtage herredømmet, lænestolen og bordenden i spisestuen. I forhold til den myte føler jeg mig heldig med at være en mand. Hvad skulle en kvinde, der er nødt til at træde af på naturens vegne, f.eks. gøre, hvis hendes store granddanois pludselig lettede ben op ad træet, som hun forsøgte at skjule sig bag? Jeg gad virkelig godt have været en flue på væggen, da denne myte fik liv. En hanhund letter ben for at afsætte duft. Hvis en hanhund kommer til at lette ben op ad dig eller f.eks. din dyrlæge, som en af mine har gjort, så er det ikke tegn på dominans. Det er ganske enkelt, fordi den skal tisse og måske er lidt distræt pga. andre dufte eller andre indtryk, i det øjeblik det sker.

Er du blevet nysgerrig på, hvorvidt du er røget i ”myte-fælden”, så er der heldigvis masser af hjælp at hente. Per Jensen, der er professor i etologi, har bl.a. skrevet en underholdende og meget oplysende bog, som bærer titlen "Den misforståede hund”. En virkelig god bog, der afliver myter med fakta. Amerikanske Jean Donaldson har skrevet en bog, der hedder ”Gennem hundens øjne”. Bogen gjorde stort indtryk hos mig. Det er spændende at få hundens perspektiv på mange af de hverdagssituationer, som vi udsætter den for.

Måske tror vi, at vi ved det meste. For pludselig at opdage, at vi ved ganske lidt. I erkendelsen kan vi begynde at tilegne os den viden, vi manglede. På et tidspunkt erfarer vi måske, at vi ved det meste, og først da kan vi kalde os bevidst kompetente.