Racedyst Sjælland 2025: Et trin op
Selvom Palle Ingmann som dobbeltfører på to racehold i den grad fandt vej til podiet, måtte han i den individuelle konkurrence alligevel se sig slået af sidste års andenvinder.
Det var med humør i stemmen og et par friske bemærkninger, at prøveleder Arne Nielsen bød velkommen til den sjællandske udgave af racedysten 2025. Dysten – der afholdes samme dag i både Jylland, på Fyn og på Sjælland – løb i år af stablen søndag den 27. juli.
- Vi kunne godt have ønsket, at endnu flere racer havde stillet med hold, for vi kunne sagtens håndtere flere hunde, konstaterede prøvelederen, inden Lasse Pedersen blæste Jagt begynd og satte gang i dysten.
I denne reportage stiller vi skarpt på den sjællandske dyst. Så snart alle resultater fra hele landet er indhentet, vil der blive linket til dem her på siden.
Fuldt hus fra start
Det var Stenlille Jagtforening der stillede terræn til og arrangerede dysten for de i alt 27 hunde, der var fordelt på racerne labrador retriever, flatcoated retriever, korthåret hønsehund, ruhåret hønsehund, breton, chesapeake bay retriever, gordon setter, golden retriever og irsk setter.
Fra morgenstunden fejede en let nordvestenvind hen over terrænet, mens et tyndt skydække skærmede af for morgensolen. De fleste hundeførere kunne nok have ønsket sig lidt mere vind, men forholdene kunne også sagtens have været dårligere.
For Palle Ingemann bød dagen på et stramt program, idet han stillede som dobbeltfører på golden retriever-holdet såvel som på holdet for labrador retriever og skulle således prøve med fire hunde. Han lagde ud med dobbeltmarkering på duebanen og kunne kort efter fortsætte med fuldt hus – 10 point ud af 10 mulige – til både golden retriever Shootdog Golden Kenso og labrador retriever Shootdog Marco.
Smuk kontrast
Kontrasten mellem engens lysegrønne rolige græs og en rødlig pels i fuld fart bød på et smukt syn, da Helle Høst-Madsen sendte sin syv år gamle irsk setter Æblevangen Flanigan på den blindt udlagte kanin på hårvildtbanen. Ikke nok med at det var et smukt og kontrastfuldt syn, setteren leverede også en apportering til topkarakter.
- Hun er en rigtig alfatæve, som med det samme forstår, hvad hun skal, når vi kommer til startlinjen og så er hun en vanvittig god jagthund, kunne Helle fortælle om hunden, der bl.a. har opnået en tredjeplads på Sct. Hubertus-prøven ved VM for stående hunde.
Ekvipagen gik da også gennem hele racedysten med topkarakter, men klarede dog ikke cuttet til en podieplads i den afsluttende matchning mellem de ni hunde, som scorede de maksimale 30 point.
Generelt var hundene effektive på alle baner og altså også på hårvildtbanen. Det gik også rigtig godt for Gitte Merete Sørensen og hende flatcoated retriever Straight Flush Zeus, der ligeledes endte i den afsluttende matchning – men det kommer vi tilbage til.
Seks racer i matchning
På vandbanen var der i begyndelsen en smule kødannelse. Grundet en fin sidevind, der lagde god fært over vandet og en række flotte markeringer, blev køen hurtigt opløst, og sekretariatet kunne faktisk gå i gang med at tælle de endelige point sammen, imens grillpølserne fik brunet skindet over kullene.
Der blev ikke taget tid på nogen af banerne, hvorfor prøvelederen efter en hyggelig frokost kunne annoncere de ni hunde – fordelt på seks racer – som havde scoret 30 point og derfor skulle i matchning. Allerede her stod det klart, at vinderholdet 2025 på Sjælland var labrador retriever, idet samtlige tre hunde på det hold blev nævnt. Det kan også nævnes at Palle Ingemann havde tre af sine fire hunde med i matchning.
Terrænet ved Stenlille Jagtforenings klubhus er perfekt til matching, idet tilskuerne har godt overblik over banen og let kan følge det gode hundearbejde og dramaet.
Fire hunde under et minut
Ved matching skulle hundene markere og apportere to duer. Den ene blev kastet bag kasteren og den anden lodret, hvor kasteren stod. Duerne lå altså på linje, og hundene blev sendt i rygvind. Rækkefølgen på at hente duerne hjem havde ikke betydning, men det havde tiden til gengæld.
Fire hunde klarede opgaven på under et minut, og efter fintælling af tiderne stod det klart, at tredjevinder blev Palle Ingemann med labrador retriever Shootdog Buddy, der løste opgaven på 53,20 sek., mens andenvinder blev Martin Moestrup Jacobsen med ruhåret hønsehund Tofi, der gjorde det på 52,50 sek. Sidste års andenvinder Gitte Merete Sørensen og flatcoated retriever Straight Flush Zeus løste opgaven på 49,75 sek. og blev dermed individuel vinder af racedysten på Sjælland 2025.
Som nævnt blev labrador retriever førstevindere for hold, mens ruhåret hønsehund blev andenvinder og golden retriever tredjevinder.
En for holdet
Mickey Kofoed Jensen var godt klar over, at hans flatcoated retriever Jiggers Ann-winners Sait for Bow ikke præsterer optimalt på koldt vildt, men han trådte alligevel til som reserve, da der var mandefald på holdet. Han tog på den måde en for holdet og han havde således – på trods af at han undervejs tabte flere point – en lille aktie i Gittes succes.
Det var tredje år i træk, at Gitte havde den fire år gamle flatcoated retriever med i matchning ved racedysten, så hun har helt sikkert fat i et eller anden og måske også et specielt talent for det at træne hund.
- Jeg træner bare på vores gåture og lidt sammen med de andre på holdet, men jeg har ikke noget system i træningen og træner ikke efter et koncept. Jeg er måske bare god til at lytte til de råd, jeg får af andre, konstaterede hun ydmygt efter dysten.