Pyrsch på vandet

Motoren summer sagte, da den lille jolle glider ud af havnen med kurs mod de lavvandede områder, hvor Martin vil forsøge at få en and med hjem til aftensbordet og madpakken. Han har drevet jagtformen i mere end 25 år og ved præcis, hvor og hvornår han skal være på pletten, hvis det skal lykkes. I kølvandet lægger furealgerne et gnistrende spor af morild bag båden.

Han slukker motoren, kaster ankeret og gør kravleprammen klar. Det er stadig mørkt, men hvad øjet ikke ser, afslører øret; der er mange fugle herude i dag. Pibeænderne fløjter, grågæssene skræpper stilfærdigt, og gråænderne rapper. Det skal nok blive godt.

To til gryden

Efter at have staget nogle minutter ankrer han op mellem de store sten og lader halvautomaten op. Imens han venter på solopgang, tager han et lille morgentræk. I skæret fra den orange stribe, der i øst deler himmel fra hav, nedlægger han dagens første and – en spidsand. Det varierer en del, mellem hvilke ænder Martin møder herude, men dette år er spidsanden stærkt repræsenteret, mens der sidste år var overraskende mange skeænder. Det er ikke ualmindeligt, at han nedlægger fire til fem forskellige arter af svømmeænder, når han er på fjorden. Nogle dage toppes der endog op med grågæs eller canadagæs eller måske en troldand eller hvinand.

Det er stadig relativt mørkt, da viberne høres over vandet lidt borte. I løbet af få sekunder er de lige omkring skydeprammen, hvor de i et forvirrende inferno af flikflak kaster sig fra side til side i vinden for at slå sig ned på stenene lige omkring skydeprammen. Kort efter svirrer andevinger i luften. Da fire mørke skygger suser ud af mørket med retning spids på Martin, reagerer han prompte. De to skud sender to forendte ænder mod vandet. Skuddene får viberne til at eksplodere i et inferno af lyd og vingeslag, mens en lille flok grågæs, der skimtes på vandet et stykke ude mod øst, ikke synes at lade sig forstyrre.

Inden solen står op, har Martin nedlagt fem ænder fordelt på tre arter: en spidsand, to gråænder og to krikænder. Næsten før de to mindste svømmeænder rammer vandet, har Martin besluttet, at de skal på middagsbordet i aften.

Skudt på vandet

Der er mange ænder, gæs og vadefugle i luften, da han ved solopgang stager et par hundrede meter ud for at lægge sine seks lokkeænder ud. Martin lægger altid lokkefuglene på et sted, hvor forholdene er mest gunstige for ham at kravle til fuglene, når de er landet blandt de forræderiske plastfrænder. Han tager blandt andet højde for vanddybden, vindretningen og solens vinkel. Han lægger kun få lokkefugle ud, da de er lette at flytte, hvis det er nødvendigt, og har i øvrigt god erfaring med, at de få lokkere virker.

Der går da heller ikke lang tid, før de første fugle slår ned tæt på lokkefuglene. De to knarænder orienterer sig et halvt minuts tid, inden de begynder at snadre i vandet. Martin løsner sig af ankeret. Prammen glider sekunder senere gennem vandet som en krokodille, der har fornemmet et bytte. Selvom han har stor erfaring med jagtformen, læser han alligevel vinden lidt skævt og glider efter få meter op på en flad sten. Selvom grundsejlingen udløser en skurrende lyd, fornemmer fuglene ham ikke. Han maser lidt for at komme fri, inden han fortsætter en fejlfri sejlads, der resulterer i en double. Den første knarand skydes på vandet på 20 meters afstand, den næste i luften 25 meter ude. På kravlejagt betragtes det ikke som uetisk at skyde fugle på vandet, da den sværeste del af jagten består i at komme på skudhold. Det er ikke hver gang, han vælger at skyde fugl på vandet, men denne gang lod han sig friste. Med dagens fjerde art på agterdækket hægter han sig kort efter til ankertovet igen.

Fokuseret kravl

De næste timer går det slag i slag. Han har virkelig succes med at kravle ind på fuglene, som også holder godt. Nogle dage sidder ænderne meget løst på vandet, men i dag er ikke en sådan. Enkelte gange er han så tæt på, at han må kalde dem op for ikke at sejle tæt forbi dem og ødelægge sine egne chancer ved at få fuglene for langt ud til siden. Martin skyder også usædvanligt godt og nedlægger stort set de fugle, han skyder på. Udover den første chance skyder han ikke fugle på vandet, for det er en god dag, og fryseren skal nok komme til at bugne.

Der er mange knarænder og pibeænder blandt de nedlagte fugle, men det bliver også til en del gråænder, inden endelig en spidsand – den art, der ellers har været flest af, de sidste par gange han har været ude – lander ved en af lokkeænderne. Da anden begynder at snadre, påbegynder han sit kravl. Han sidder helt foroverbøjet bag skærmen og er åbenbart så fokuseret på denne art, at han endnu en gang glider over den flade sten, så han nærmest kuldsejler. Spidsanden har dog ikke bedre hørelse, end knarænderne havde tidligere på morgenen. Den holder.

Han er 20 meter fra den, da den strækker hals og lægger an til at lette. På trods af at Martin har mere end fire årtier på bagen, rejser han sig i prammen med samme ynde og smidighed som en ballerina i Tjajkovskijs Svanesøen. Fuglen når hurtigt et par meter over vandoverfladen, inden den danser af i haglsværmens midte.

Vingerne klapper sammen, og hovedet falder, mens kroppen tegner en forlæns kolbøtte, der ender i et plask. Fra første til sidste akt gik alt, som det skulle. Det bliver dagens sidste chance, eller i hvert fald den sidste, Martin vælger at udnytte. Han drikker formiddagens sidste kop kaffe, mens både pibeænder og gråænder lander ved lokkerne. Han vælger at lade det blive ved de 20 ænder på agterdækket.

Aftensmaden er sikret, og det på den bedste måde, Martin kender til. Han plukker de to krikænder, som skal på middagsbordet, mens han nyder synet af ænderne – både de døde og de levende. Da han er færdig med plukkearbejdet, drikker han den sidste slurk halvlunkne kaffe. Det har været endnu en dejlig dag at fordybe sig i naturens supermarked, fjorden!