Klar, parat ... men ikke til jagt

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg havde set frem til at kunne beskrive den første rigtige jagtoplevelse sammen med min field trail spaniel Munínn for jer, men sådan skulle det ikke være. Denne artikel er den sjette i føljetonen

”Fra hvalp til jagthund”. I den forrige artikel beskrev jeg, hvordan Munínn viste gode resultater af indlæringen og træningen. Vi testede formen og kompetencerne ved en workingtest på Clausholm Slots smukke terræner og bestod på trods af min nervøsitet. Grundfærdighederne var øvet og øvet igen, og de blev udført nærmest per refleks, hver eneste gang jeg gav signal til det.

Et stort pres

Det ville ikke være sandt, hvis jeg sagde, at denne artikelserie ikke har lagt et vist pres på mine skuldre. Jeg passer ind i samtlige kategorier for hvad angår forfængelighed, præstationsangst og nervøsitet for at fejle foran andre og verdenen. Derfor ville det i første omgang have været rigtig godt for mit ego, hvis denne artikel havde handlet om den perfekte jagtdag med masser af fugle på vingerne og fortræffelige apporteringer. Jagtdage, der skulle fuldende og binde sløjfe på de mange timer med træningsvesten fuld af godbidder, dummyer og hundeposer. Indtil for et par måneder siden forestillede jeg mig, hvordan de forskellige såter kunne drives af med henholdsvis den ene, den anden eller begge hunde. Nu er virkeligheden en anden.

Midt i juli måned ankom endnu et familiemedlem på hjemmeadressen. Hundeteamet blev suppleret med en gul labradorhvalp. Freké, som hvalpen hedder, faldt godt til med det samme. Hugínn og Munínn tog sig rigtig godt af ham og gav plads både ved foderpladsen og på hyggetæppet. De to spaniels udviste en ro og omsorg for den lille hvalp, hvilket var både interessant og spændende at følge med i. Måske er det bare sådan, når hunde er i balance, tænkte jeg.

Munínn var ikke sig selv Efter en god måned med den lille nye hvalp lagde jeg mærke til en forandring hos Munínn. Han blev mere urolig og rastløs, og han blev nærmest manisk kontaktsøgende. Han har altid været en kælepot, som gerne vil have tæt fysisk kontakt, men kontakten nåede et irriterende niveau. Han hoppede konstant op, og hans adfærd mindede om børns jalousi. Her begik jeg samtidig en fejl. På grund af min irritation skubbede jeg ham væk og bad ham tage det roligt. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at det bare forværrede hans adfærd. Dagene gik, og Munínn fortsatte den, for mig, uhensigtsmæssige adfærd. En dag sad jeg på terrassen og betragtede ham. Jeg syntes pludselig, at han virkede energiforladt og slukøret. Hvordan kunne han gå fra at være helt vildt energisk til det, jeg sad og kiggede på? Så slog det mig. Måske havde hvalpen intet med sagen at gøre? Måske var det bare tilfældigt, at den nye adfærd faldt sammen med ankomsten af hvalpen?'

Når en hund i alderen 17-22 måneder når den periode i livet, hvor den forlader unghundestadiet, sker der en psykisk proces, som for nogle hunde ses tydeligere end hos andre. Der kan ikke sættes en tyk fed facitstreg under, hvornår hunde i den enkelte race indtræder i den face i livet. 17-22 måneder er et gennemsnitligt bud. Det har vist sig, at spredningen ikke kun varierer fra race til race, men at stor spredning også findes indenfor den enkelte race og helt ned til det enkelte kuld. Dog ved vi, at mindre racer som eksempelvis gravhunde og terriere ofte modnes tidligere end de store racer. Hundene kan udvise vidt forskellig adfærd under denne modning. Nogle ejere vil slet ikke opdage transformeringen, mens andre kan opleve hunden som ængstelig, nervøs, ”ulydig” eller frembrusende. Jeg vil gerne her understrege, at hunde ikke på noget tidspunkt vælger at være ulydige. De gør ganske enkelt det, som de enten kan opnå eller undgå noget ved.

Hvordan kunne jeg så vide, om det var en udviklingsfase, der var i spil? Først måtte jeg fastslå, om der kun var tale om ændret adfærd i forbindelse med kontakt og omgang med de andre hunde. Det, som jeg blandt andet troede handlede om jalousi. Vi tog turen til et sted, hvor vi plejer at træne. Munínn skulle jo kunne det samme, som han plejer, når han er alene med mig. Vi begyndte med lidt nemme øvelser for at varme op. Det gik OK, men jeg fornemmede en adfærd, som havde han myrer i underbukserne. Da vi øgede sværhedsgraden, blev det klart for mig, at hans hoved var udfordret. Hvis jeg ikke var tydelig og klar som krystal i min kommunikation, reagerede han prompte med at udvise dæmpende signaler. Lav haleføring, sænket hoved og ørene tilbage. En adfærd, som ellers ikke ligger til ham, og da slet ikke, når vi træner.

Jagten må vente

På baggrund af mine observationer og tidligere erfaringer har jeg valgt, at Munínn ikke skal med på jagt endnu. Der er alt for stor risiko for, at han vil få succes med nogle oplevelser, som jeg vil være ked af. Når hans grundfærdigheder ikke udføres som forventet i forhold til det tidligere niveau, så skal han ikke med. Det skal så at sige sidde lige i skabet. Det er muligt, at han får styr på ”førerhuset”, inden jagtsæson- en er slut, så vi kan nå at komme afsted sammen. En ting er sikker: Jeg venter gerne en sæson, så jeg ikke får ødelagt eller sat træningen tilbage til unødvendigt lavt niveau. Heldigvis har jeg en fuldt funktionel jagtkammerat i Hugínn, så det skal nok gå. Står man kun med en forvirret og halvmoden hund og en jagt-sæson, der lokker, så forstår jeg udmærket, at man fristes til at tage hunden med. Men mit råd er stadig: Lad være. 

Der er heldigvis mange gode jagthunde og jagthunde- førere her i landet. Hvis du har brug for at vente en sæson med din egen hund, fordi du vil minimere risikoen for, at hunden fejlindlærer noget uhensigtsmæssigt, så alliér dig med en af dem. De fleste jagthundeførere brænder for samarbejdet på jagt med deres hunde, og derfor takker man gerne og ofte ja. Hvem ved, måske husker de så til gengæld også dig, når du og din hund er klar.