Offentliggjort den: 09. september 2025

Jægernes uofficielle Danmarksmesterskab

FM i udvidet apportering viste igen i år hundearbejde fra øverste hylde, og dommerne kvitterede da også med max point til flere hunde.

Tekst og Foto: Troels Romby Larsen

Kreds 2 under Danmarks Jægerforbund afholdt lørdag den 30. august 2025 forbundsmesterskabet i udvidet apportering på private arealer omkring Videbæk ved Herning. De 30 hunde (fem forskellige racer) fra alle egne af landet, der i løbet af sommeren havde kvalificeret sig via lokale udtagelsesprøver, var mødt op sammen med deres dedikerede hundeførere og ejere, og alle fik de en super fin oplevelse – uanset deres endelige placering i konkurrencen.

Johannes Elmholt havde lagt jord til prøven, som blev eksemplarisk gennemført med prøveleder Annette Rasmussen i spidsen for en gruppe frivillige hjælpere. At Annette også på dagen selv var ”i lære” som dommer, gjorde kun hendes fine indsats mere rosværdig.

Optimale færtforhold

Det gode sensommervejr med svag vind, mindre byger afvekslende med fint solskinsvejr og bagende varme gjorde færtforholdene næsten optimale, og langt hovedparten af hundene fandt da også både de kaniner, duer og ænder, der blev udlagt for dem. Om ræven - placeret inde i skovens mørke - blev fundet og afvist og dermed ikke bragt til førerens hånd – eller den slet ikke blev fundet, får vi aldrig at vide. I hvert fald var der et par hunde, der kom retur uden Mikkel.

Hele formålet med at afholde prøverne er kort fortalt at bidrage til at sikre, at jægerne har dygtige, egnede, apporterende hunde og i øvrigt at sætte fokus på det gode forhold mellem hund og fører.

Prøveregler

I reglerne for afvikling af prøven står det tydeligt beskrevet, hvordan hver enkelt af de tre discipliner: Apportering af duer på land, Apportering af hårvildt og Apportering af fuglevildt fra vand, afvikles. Det var på prøven nemt at se, at samtlige dommere kunne deres ”bibel” udenad, hvilket både sikrede, at alle hundeførere blev behandlet ens, og at man samtidig kunne have dommeraspiranter til sideløbende og under opsyn at afprøve deres evner og dermed få erfaring.

Der blev ikke uventet vist hundearbejde af meget høj klasse. Ikke en eneste hund faldt igennem, selvom et par hunde ifølge deres ejer ikke var helt på toppen på prøven.

Dommerne bedømmer og giver karakterer ud fra: Ro på post, Markeringsevne, Arbejdsglæde, Dirigerbarhed, Vildtbehandling, Apportering og Effektivitet. Totalt set kan man maksimalt få 232 point, hvilket flere hunde fik. Ved pointlighed afgør dommerne nemt hvilken hund, der er vinder. Det gør yngste hund med flest point altid.

Afsluttende ord

Ved afslutningen med præmieoverrækkelse holdt HB-medlem fra kreds 1 og formand for hundeudvalget, Leif Bach, en lille tale, hvor han blandt andet takkede Annette og kredsens øvrige frivillige for at have stået for arrangementet. Også Johannes Elmholt blev takket for lån at et aldeles fremragende terræn til prøvens afholdelse og så mindede Leif Bach om, at den hund, deltagerne var ankommet med om morgenen, var præcis den samme, dejlige hund, de nu kørte hjem med, uanset hvor mange point de på dagen havde opnået i fællesskab.


Vinderfotoet: Fra venstre: Bedste hund – apportering af hårvildt: Supreme Gundogs Black Spider, Labrador Retriever ført af Ingelil Dyring Hartmann. Bedste hund – apportering af fuglevildt: Skrämmens J-Jackie, Kleiner Münsterländer, ført af Michael Pedersen. Bedste hund – apportering fra vand plus 1. vinder: Vilda, Labrador Retriever, ført af Jimmi Petersen, som også blev 3. vinder med Gamekeepers Cottage Siskin, Labrador Retriever. Yderst t. h.: Lajgaards Frigga, Ruhåret Hønsehund, 2. vinder ført af Kim Vig Andersen.