Er din hund klar til jagtsæsonen?
Geværet kan du tage direkte ud af våbenskabet, og så er jagtsæsonen i gang. Det kan du ikke med din hund. Læs og forstå, hvordan din bedste ven skal forberedes på sæsonen. OG skal passes og plejes i løbet af en lang jagtdag og -sæson.
Mange danskere fulgte i spænding med i, hvorvidt Jonas Vingegaard både kunne komme over sin skade og ikke mindst få trænet sig i form til at begå sig i Tour de France. Alle havde og har en forståelse for, at uden træning ville det aldrig lykkes.
Det samme gælder naturligvis også for vores jagthunde. Er de ikke i fysisk god form, så har de ikke konditionen eller muskelkraften til at klare en lang jagtdag. Og er de ikke trænet i jagt, har de ikke erfaringen og egenskaberne i orden. Som jeg før har skrevet om, så er brugen af et gps-halsbånd ekstremt lærerigt, i forhold til HVOR langt vores hunde egentlig bevæger sig på en jagtdag. 40-50 km er ikke usædvanligt. Så lang en distance kræver altså forudgående træning!
Knapper at skrue på
Hvis du vil være helt sikker, så kan du overveje at få lavet dit årlige tjek af hunden lige op til jagtsæsonen. Dernæst skal du være opmærksom på, hvad din hund får at æde. Fodermærke eller -type er for mange hundeejere nærmest
en religion, så jeg vil blot opfordre til, at man er nysgerrig på indholdet af de forskellige næringsstoffer, som hunden har brug for. Generelt lever produkterne i handlen i Danmark op til de ernæringsmæssige krav, hunden har.
Giv din hund lidt ekstra at æde dagen før en krævende jagtdag. Et stort måltid om morgenen på jagtdagen kan være en hård omgang for de fleste hunde. Derfor er lidt ekstra dagen før og lidt mindre på dagen en god løsning. Et alternativ er at stå tidligt op, så hunden kan nå at få slået mave, inden jagten begynder.
Efter jagten, så vent tre-fire timer med at fodre hunden, men sørg for rigeligt med vand. Det er ganske enkelt hårdt for hunden at skulle fordøje mad lige efter en fysisk krævende jagt. Din hund har brug for daglig motion og træning året rundt, og den har det bedst med et rimeligt stabilt niveau. Ikke kun i forhold til den fysiske vedligeholdelse, men også i forhold til hundens mentale tilstand. Hunden trænes og aktiveres rigtig godt, når vi bruger dens naturlige drifter og instinkter. Søge, jage på land og i vand, hente og bære byttet. Det er det samme, som vi også træner og motionerer vores hunde med i jagtforeningerne. Træningen bør foretages to-tre gange i løbet af ugen – året rundt. Ikke alene styrkes og vedligeholdes hundens fysiske velvære, men vi aktiverer også hundens indre rovdyr, hvilket er mentalt sundt.
Hvornår må unghunden deltage?
Der er ikke et entydigt facit på spørgsmålet. Svaret afhænger af, hvilken jagtform der er tale om, hundens uddannelsesniveau, race og alder. Nogle racer udvikles lidt hurtigere end andre, men selvom nogle hunde er hurtigere udviklet end andre, så er det ikke sikkert, at hunden er veluddannet og klar til jagt. Jeg plejer at besvare spørgsmålet med, at hunde generelt er fysisk og mentalt udviklet omkring toårsalderen, men at ”styretøjet” selvfølgelig skal være i orden. Dvs. at hunden er egnet til at apportere. Vent derfor hellere en sæson, og vær sikker på, at hunden er klar til de udfordringer, en jagt byder på.
Husk grundtræningen
Jagt slider på grundfærdighederne hos hunden. Det kan pludselig opfattes, som om hunden kun hører kommandoerne selektivt. Det er ikke korrekt. Hunden er ikke blevet ulydig, men signalerne ”slides” og er ikke længere en refleks-respons hos hunden. Så selvom det kan virke som triviel eller ligefrem kedelig træning, så er grundfærdighederne vigtige at træne og fastholde hos den erfarne hund. Vi kan have en tendens til at falde lidt i det-plejer-at-gå-godt-nok-gryden med den erfarne hund og deraf måske ikke får trænet og motioneret hunden, som vi reelt burde. Jeg falder selv jævnligt i den.
Gammel, god og lidt slidt
Den aldrende hund har lært sig meget igennem årene, og for mange jægere er hund- og førerforholdet blevet til noget ganske særligt. Men vi kan samtidig også se, at alting har en ende, og at vores hund ikke længere er i sit livs topform. En god grundform er – som i alle andre aldersgrupper – vigtig. Også i forhold til skader. Knogler og led er heller ikke længere, hvad de har været, så en god grundform hos den aldrende hund er måske i virkeligheden vigtigere end nogensinde. Sørg for at tilpasse forventningen til hunden på jagt med dens alder og fysiske kunnen. Pas på ikke at lade hunden overanstrenge sig. Den gamle hund passer sjældent selv på og betaler prisen den efterfølgende dag.
Massage
Du kender nok fornemmelsen af – efter en fysisk anstrengelse – at få stive og ømme muskler. Og det er SÅ velgørende efterfølgende at få stivheden blødgjort.
Sådan oplever hundene det også. Og det er en fantastisk måde at være sammen med sin hund på. Jeg masserer ryg-, nakke- og benmuskler på mine hunde efter en god jagtdag. Det er hyggeligt, og jeg kan se, hvordan hundene nyder det. Det virker, som om restitutionstiden nedsættes, og mon ikke det også bidrager positivt til vores forhold og samarbejde? En ting er sikkert: Det skader ikke.