Offentliggjort den: 03. juli 2023

Racedyst: Kvinderne rykker

Der var markant kvindelig dominans, da den jyske afdeling af racedysten 2023 blev afviklet i et flot afvekslende landskab ved Vinderup søndag den 2. juli. De fire øverste pladser blev alle besat af kvindelige hundeførere.

Tekst og Foto: Max Steinar

Trods en vedblivende stigende procentandel af kvindelige jægere, så er det stadig det såkaldte stærke køn, der dominerer suverænt i jægerskaren (93% af alle 172.738 personer, der indløste jagttegn i 2022, var mænd). Det var bare ikke til at se, da 21 hundeførere mødte på Vinderup Jagtforenings smukke terræn, med hede, søer og skov. 10 af hundeførerne var kvinder, og de bedste af disse skulle komme til at løbe med de øverste pladser.

Prøveleder var Anethe Karlsen, som havde fået opbakning fra tre dommere, men den ene af disse, Hardy Iversen, måtte om morgenen melde forfald, da hans bil var brudt sammen undervejs fra Sjælland.

Derfor måtte de to resterende dommere, Kirstein Henriksen og Allan Bredsgaard, løfte opgaven, og det klarede de problemfrit.

En racedyst afgøres på tre baner, henholdsvis duebane, kaninbane og vandapportering. Den mest tidskrævende bane er duebanen, og den opgave blev overladt til Kirstein Henriksen, mens Allan Bredsgaard stod for både kanin og vand.

Prøveleder Anethe Karlsen fra Skive Jagtforening byder velkommen til de 21 spændte deltagere.

Prøveleder Anethe Karlsen fra Skive Jagtforening byder velkommen til de 21 spændte deltagere.

Hvad betyder racedyst?

Det specielle ved racedysten er, at jægerforbundet faktisk afvikler hele tre af slagsen, henholdsvis på Sjælland og Fyn, og så den i Jylland. Alle stambogsførte hunderacer kan deltage, og hver race kan stille med et hold bestående af tre hunde samt evt. en reserve. Både ejer og fører af hunden skal være medlem af den specialklub, som hunden tilhører.

Hver race må stille med tre hunde. Der konkurreres både individuelt og som hold.  Prøven afholdes samt stambogsføres som DJ’s apporteringsprøve for jagthunde.

I fin stil apporteres den udlagte kanin. I øvrigt var der tale om vildkaniner fra Endelave.

I fin stil apporteres den udlagte kanin. I øvrigt var der tale om vildkaniner fra Endelave.

Tre gange ti

Den maksimale pointscore på hver bane er ti point, som tildeles alle hunde, der klarer opgaven problemfrit. En lille smule slinger i valsen vil medføre fradrag.

Men som det blev forklaret i introduktionen, så ville grovere fejl medføre, at hund og hundefører dumpede, og dermed blev taget ud af prøven. Dette skete tre gange, to gange på kaninbanen og én gang på duebanen, hvor dommer Kirstein Henriksen modtog en godt tygget due, der kostede den pågældende hund og fører dyrt.

-Det var en unghund, og de kan nogle gange være så meget ”oppe at køre”, at det går galt, forklarede dommeren.

Blæsten gik frisk over den nærliggende Limfjord, men det gjorde den også ude på heden. Truslen fra det samlede korps af metrologer var, at dagen ville blive præget af voldsomme byger med risiko for torden, men heldigvis holdte vejrguderne sig så nogenlunde i skindet i al fald i det område ved Vinderup, og kun et par korte byger sørgede for at holde deltagere og dommere friske og vågne.

Nogle hunde var mere vandglade og vandvante end andre. Her er en af de mere duelige på vej tilbage med anden solidt forankret i gabet.

Nogle hunde var mere vandglade og vandvante end andre. Her er en af de mere duelige på vej tilbage med anden solidt forankret i gabet.

Finalen

Som oftest er der to eller flere hunde, der kommer gennem de tre baner med tre gange ti point og dermed maksimum, og således også denne dag, hvor hele fem hunde og hundeførere scorede fuldt hus.

De fire var kvinder, og kun Torben Brandt Pedersen formåede at blande sig i topstriden. Podiet skulle fordeles mellem disse fem, og det foregår ved en såkaldt matchning, hvor hundene skal konkurrere på tid. Vilkårene er simple og letforståelige: hundene skal apportere to udlagte duer, der – naturligvis – skal afleveres i hånd, og det skal ske hurtigst muligt.

Begge dommere overværede deltagernes præstation, og alle fem kom igennem med beståede vilkår, men med en forskel i tidsforbrug, der spændte fra 28,76 sekunder til 44,64 sekunder.

Klart hurtigst var Cindy, ført af Anne Kjær Iversen. Andenpladsen gik til Effie og Camilla Borg Schweizer, mens tredjepladsen blev erobret af Jeanette Bundgaard og hendes Happy. Lige uden for ”skamlen” kom Buster, ført af Hanne Schmidt, mens rosinen i pølseenden blev Torben Brandt Pedersen og hans Asta.

Holdkonkurrencen blev meget tæt. Vinder blev labrador retriever med 89 point, foran weimaraner med 88 point og tysk langhår med 87 point.

Det var Anethe Karlsens tredje år som prøveleder, og første gang hun har oplevet at tre kvindelige hundefører løb med de øverste pladser. I øvrigt med tre tævehunde.

Hvem sagde girlpower?

Vinderne af racedysten. Fra venstre: Lærkeredens Cindy, Hunt 'N' Fun Effie og Brown Hunt's Feel Happy.

Vinderne af racedysten. Fra venstre: Lærkeredens Cindy, Hunt 'N' Fun Effie og Brown Hunt's Feel Happy.

Vinderne af holdkonkurrencen. Fra venstre: labrador retriever, weimaraner og tysk langhår.

Vinderne af holdkonkurrencen. Fra venstre: labrador retriever, weimaraner og tysk langhår.