Offentliggjort den: 15. april 2021

Vaskebjørnen, nyt signal til vildtparaden

Lead tekst

Tekst: Nicholai Vigger Knudsen
Foto: Danmarks Jægerforbund

Med vaskebjørnens indvandring fra syd, bliver sandsynligheden større og større for at se det lille pattedyr med banditmasken på vildtparaden. Derfor har den, ligesom de fleste andre jagtbare vildtarter, nu også fået sit eget signal.

Noderne til signalet ”Vaskebjørnen” har fået nummer 46 i rækken af officielle signaler i Danmarks Jægerforbund. Det flotte signal er komponeret af Peter Lund Koefoed og arrangeret af Jørn William Knudsen. Hvis du syntes du har hørt de to navne før, er det ikke helt uden grund, da de begge er kendte navne i forbindelse med jagthornsblæsning i Danmarks Jægerforbund m.v.

Peter Lund Koefoed er en erfaren herre, der blandt andet har vundet guld ved Danmarks Jægerforbunds forbundsmesterskab i den sværeste klasse for soloblæsere på fürst plesshorn i både 2013, 2017 og 2018, samt en yderligere lang række tilsvarende flotte præstationer.

Jørn William Knudsen som mange kender som den musikalske leder for Broby Blæserne fra Fyn, har desuden skrevet adskillelige mesterskab stykker til jægerforbundets forbundsmesterskaber, som f.eks. Kærsgaard Jægermarch (FM 2015), NIBE (2013), MOMMARK (2012) og mange flere som Jagtfanfaren (2016) tilegnet Jagtens Hus.

Læs mere om Jørn William Knudsens imponerende musikalske karrierer her.

Signalet vaskebjørnen, der kan findes her, er i forhold til sværhedsgrad placeret som et bronzesignal ved duelighedsprøverne og som et kategori C signal ved Danmarks Jægerforbunds forbundsmesterskab.

Jagthornsudvalget takker Peter Lund Koefoed og Jørn William Knudsen for det store arbejde med vaskebjørnens signal, der nu kan udtrækkes til duelighedsprøver m.v.