Grundfærdighederne
Sit og Nej

Nej og Sit hører til de mest anvendte grundfærdigheder, eller kommandoer, om man vil. Hvor sit ret hurtigt er en kommando, som hunden reagerer på, så er nej en grundfærdighed, som mange faktisk ikke træner effektivt, fordi hundeføreren nærmest forventer, at hunden ved, hvad ordet betyder. Nej er en yderst vigtig grundfærdighed for min uddannelse af mine hunde. Slet og ret, så betyder nej, at min hund skal stoppe det, som den har gang i, og tilbyde mig en anden adfærd eller afvent ny besked. Det behøver altså ikke være negativt, når jeg siger nej, men det vender jeg tilbage til.

Mon ikke de fleste hundeejere dagligt oplever en situation, hvor et nej er bydende nødvendigt? Det tænker jeg. Her er et par eksempler fra min dagligdag. Odin puffer til min arm med snuden, mens jeg drikker kaffe. Dreki rejser sig, da pindsvinet er på besøg i haven. Odin OG Dreki leger, at min kones kjole, der er faldet ned fra tørrestativet, er et bytte, der skal flås. Jeg kunne blive ved i en uendelighed. Her glæder jeg mig over, at jeg har indlært grundfærdigheden nej hos dem begge.

Man kan også have stor fordel af, at man til træning i jagtforeningen kan få sin hund til at stoppe med uønsket adfærd med et ”NEJ”, så undgår man mange uheldige oplevelser på træningspladsen.

Indlær det med leg

Nej kan indlæres i mange situationer og på mange måder, og de fleste af disse giver heldigvis den ønskede effekt. Rigtig mange siger sit til hunden, inden madskålen bliver sat ned på gulvet. Hvis hunden rejser sig fra sit, kommer kommandoen nej. Når hunden igen sætter sig, bliver der sagt værsgo. Hundens drivkraft for at lære ligger i denne situation i værdien, altså maden, og derfor sker der en læring. Drivkraften kan være, og er ofte, så høj på grund af sulten, at det kan være svært at få opgaven løst uden problemer, og derfor bliver den faktiske indlæring på nej meget ringe.

Det er vigtigt at sætte værdien op mod drivkraften, og når situationen er en sulten hvalp og en stor portion mad, så er det vel forståeligt, at det kan være svært. Når først hunden har sat sig på kommandoen sit, så kan man ikke forvente, at der sker en effektiv indlæring på nej, når skålen med mad står lige foran hunden.

Derfor giver det mening at skabe nogle rammer for en positiv indlæring, og starte med noget, der har mindre værdi for hunden. F.eks. kan man tage en lille godbid (lille stykke pølse), og vise den til hvalpen, hvorefter pølsen gemmes i hånden. Hånden lægger man nu på gulvet. De fleste hvalpe vil i den situation forsøge at gøre alt, hvad der er dem muligt for at skubbe, kradse, snuse m.m. for at komme ind til godbidden.

Her belønner tålmodighed sig. Når hunden af sig selv tilbyder en anden adfærd, nemlig at stoppe det, den har gang i, ved for eksempel at gå tilbage eller sætte sig, så kommer kommandoen nej, hånden åbnes, og hunden roses, samtidigt med at den får sin belønning for rigtig adfærd.

Nu opnår vi et resultat, hvor der vil være en stor og effektiv indlæring, fordi hundens drivkraft ikke er større, end at hunden kan håndtere den. Ved denne form for indlæring bliver nej til noget positivt. Altså: Stop det, du er i gang med, og jeg vil belønne dig.
Dette kan så senere følges op af en ny kommando, som kan være indkald.

Sit

At få sin hund til at sætte sig er både i forhold til jagtsituationer, men også i rollen som familiehund en god og vigtig øvelse, der hos de fleste nemt kan indlæres, som en del af dagligdagens rutiner. Eksempler på det kan være, at hunden skal sætte sig, inden den får mad, eller inden den får lov til at gå ud ad døren.

Derfor vil jeg i denne øvelse mere fokusere på et par tips til opstart, samt hvordan man vedligeholder sit resten af livet. Hvis man anvender godbidder i indlæringen af hundens grundfærdigheder, kan man med stor succes udnytte dette i sit-øvelsen. Godbidden føres hen over hundens næse og hovedet, hvorefter den med stor sandsynlighed med hovedet vil følge godbidden bagud. Hunden vil ikke kunne undgå at sætte sig, og i det øjeblik, hundens ende rammer gulvet, kommer kommandoen sit.

Bemærk: Optimal indlæring af en kommando sker, når denne falder i samme sekund, som rigtig adfærd indtræder; altså i dette tilfælde, når hundens bagdel rammer gulvet.
Kommandoen nej kommer i det øjeblik, hunden stopper uønsket adfærd og kigger op, og er klar til en ny kommando. Hunden roses, og hånden løftes, så godbidden får værdi for hunden.

Denne indlæring er nem og hurtig, men vigtigere er, at den kan blive en kæmpe hjælp i indlæring af apportering. Hunden vil uvilkårligt åbne munden, når den sætter sig for at få den godbid, som er i hånden lige over næsen. Dette kan være til stor gavn, når man på samme måde fører en dummy hen over næsen, idet hunden vil forbinde det med stor værdi at åbne munden og tage dummyen.

Vedligehold er vigtig

At vedligeholde grundfærdigheder har stor betydning for resten af hundens tid som jagthund - og som familiehund. Rigtig mange gange oplever jeg, at f.eks. sit efter en periode bliver til, at hunden kun sætter sig halvt ned for til sidst næsten at stå op, selvom kommandoen sit er sagt. Et godt forhold mellem hund og fører bunder i kærlighed, krav og konsekvent, og sidstnævnte har stor betydning i forhold til at vedligeholde øvelser.
Konsekvent vil i dette tilfælde betyde, at hunden aldrig er i tvivl om, at sit betyder ”Sæt dig ned”. Hvis ikke hunden gør det, er det enten, fordi indlæringen ikke har været grundig nok, eller fordi øvelsen ikke er blevet vedligeholdt.

Kærlighed er omsorg, tryghed, berøring og tid sammen. Krav betyder, at hunden skal gøre noget, være en del af noget og udføre bestemte handlinger.

Konsekvent betyder, at vi gør det samme hver gang, så hunden ikke forvirres af brudte rutiner og nye instrukser. Hvis hunden skal sætte sig, når foderet findes frem, så skal den det hver dag - hver gang. Konsekvent må på ingen måde forveksles med straf eller irettesættelse.

God træning!

Dette er andet afsnit i Danmarks Jægerforbunds serie om hundetræning. Læs det første afsnit her:

• 1. afsnit: Fundamentet i hundens uddannelse