OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 24. april 2017

Masser af bævere

Den årlige bævertælling i Klosterheden fandt sted onsdag, torsdag og fredag i uge 16, og som altid deltog Jægers udsendte. Læs reportagen og se billederne fra bævertælling 2017 her.

Tekst: Max Steinar, Danmarks Jægerforbund
Foto: Max Steinar og Jette Martinussen, Danmarks Jægerforbund

OPDATERET 29/4/2017: Flere billeder og video i bunden af artiklen.

Bævertællingen blev en ”fest”, i al fald på den ene af de to poster, vi bemandede, nemlig post 55 ved Stensbæk. Her var der en ”leben” af rekordagtig karakter, da jeg torsdag aften oplevede at se hele syv forskellige bævere inden for 45 minutter.

Men det er med bævertællingerne som det er med jagter: du kan være heldig at opleve en masse, eller også kan du blot nyde lyden og synet af forårskåde andearter, isfugle og måske en forbipasserende ræv eller grævling. Min kollega, Jette Martinussen, sad ved post 95, Døjbækvej, og så en vipstjert.

Næste morgen havde vi bytter poster, og så kom der gang i kameraet hos Jette, som så bævere mere eller mindre uafbrudt fra hun kom til hun gik en halv time efter solopgang, hvor der stadig sad bævere fremme og åd.

Dette er ret usædvanligt at opleve, men kan altså ske ved de ellers nataktive dyr.

Boet ved Stensbæk, ved post 55, har før givet mange observationer, men det kan ændre sig, sådan som man har oplevet det ved andre bæverbo.

85 i aktion

Hen over de fire tællinger (onsdag aften, torsdag morgen og aften, samt fredag morgen) var 85 personer i aktion for at tælle. Det var – som altid – tale om en blanding af ”professionelle” folk fra universiteter og miljø- og naturstyrelserne, ansatte fra grønne organisationer som Naturfredningsforeningen og Jægerforbundet, samt privatpersoner såsom naboer og andre med interesse for det særegne dyr.

Tællingen afsluttes altid med kaffe og rundstykker i Naturstyrelsens hovedkvarter i Klosterheden hos skovrider Thomas Borup Svendsen. Her fortæller folk, hvad de har oplevet, og at tælle bævere giver som nævnt også andre oplevelser. Folk fortalte om isfugle, fiskeørne og grævling på tæt hold.

Inger Skov havde siddet ved post 152, ved Sandehussøen, torsdag morgen og aften, og oplevede ved seks forskellige lejligheder at se bævere, herunder to på samme tid. Men hun havde også en anden oplevelse, som hun delte med kollektivet, nemlig synet og lyden af et yngre birketræ, som væltede torsdag morgen. Træet var næsten gnavet igennem af en bæver, og da et vindpust tog blidt fat i kronen, gik det omkuld.

-Jeg holder meget af at ride i Klosterheden (her er 60 km markerede ridestier, red.), og har sommetider hørt lige som et skud. Jeg tror, at det er når disse træer vælter omkuld, rammen bredden og lyden bliver forstærket i de ”gryder”, som bæversøerne ofte udgør, lød bedømmelsen fra Inger Skov.

Ny praksis

Den umiddelbare sammentælling af tællingen viste, at der blev set 60 voksne dyr eller unge dyr (cirka to år) og cirka 15 unger (cirka ét år). De unger, som er født inde i boet her i foråret, kommer ikke ud foreløbigt.

Miljøstyrelsen overvejer at ændre praksis for, hvordan bestandstørrelsen og udbredelsen opgøres. Hidtil har man gjort det, at man nøje har gennemgået observationerne hvad antallet af unger angår. Antallet er unger er så blevet beregnet og optalt, og når så den forgangne sæsons kendte og beregnede antal døde bævere er trukket fra, er man kommet ud med et tal for den anslåede bestand.

Fremover overvejer man den mere enkle metode at opgøre antallet af familier. For det første fordi det at lave en sikker vurdering af, hvorvidt du kigger på en unge eller et ungt dyr, kan være vanskelig. For det andet, fordi det er antallet af familiegrupper, der reelt er interessant.

Bestanden er grundlagt med 18 dyr, indfanget i Tyskland, som blev sat ud i 1999.

Flere billeder og video fra bævertællingen

Artiklen er opdateret den 29. april med flere billeder fra bævertællingen.