Forgiftede ænder i Store Vildmose
Man risikerer alvorlig forgiftning, hvis man spiser ænder eller fisk fra den nordjyske naturperle, Store Vildmose. Danmarks Jægerforbund opfordrer alle, der har oplysninger i sagen, til at kontakte politiet.
Naturstyrelsen har her til morgen lagt følgende nyhed ud på sin hjemmeside:
Ukendte gerningsmænd har udlagt fisk indeholdende den ekstremt farlige nervegift, carbofouran ved en sø i den nordlige del af Store Vildmose ved Brønderslev.
Fødevarestyrelsen kan ikke udelukke, at giften kan have ramt ænder og andre vandfugle og fisk i området. Fødevarestyrelsen advarer derfor om, at det er særdeles farligt at spise fisk og ænder fra området.
Giften er ulovlig og brugen af carbofouran har været forbudt i hele EU siden 2008. Miljøstyrelsen vurderer, at giften kan være udlagt for at bekæmpe fredede rovdyr som rovfugle og oddere.
Ænder, der nedlægges på jagt i området mellem Vestbjerg, Brønderslev, Løkken og Pandrup skal af forsigtighedshensyn, destrueres og kun håndteres med nitril-handsker.
Man bør ikke bruge jagthunde til at opsamle ænder nedlagt på jagt i området, oplyser Miljøstyrelsen.
Miljøstyrelsen fandt de døde fisk i forbindelse med overvågning af vandmiljøet i området. Da man havde mistanke om forgiftning, indsamlede man prøver, som laboratoriet Analytech i Nørre Sundby efterfølgende har analyseret.
Miljøstyrelsen har taget yderligere vandprøver for at undersøge området for yderligere tegn på gift. Sagen er endvidere anmeldt til politiet.
DJ: hjælp politiet med opklaringen
Danmarks Jægerforbund følger sagen tæt, og vi er løbende i kontakt til Miljøstyrelsen. Vi opfordrer alle, der på nogen måde kan hjælpe med opklaringen, til at kontakte politiet.