OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 08. december 2016

Parvovirus

Parvovirus

Parvovirus er en smitsom tarmbetændelse, der især rammer hvalpe. Symptomerne er opkast, vandig eller blodig diarré samt feber. Hvalpe med diarré bliver hurtigt dehydrerede, hvilket kan forværre deres tilstand. Der er ikke nogen direkte behandling, og sygdommen kan være dødelig. Parvovirus er meget modstandsdygtig og kan tåle høje varmegrader, udtørring samt flere desinfektionsmidler.

Hen over november måned er 14 hvalpe og 1 voksen tæve blevet aflivet på Fyn, grundet den smitsomme parvovirus, og derudover er pt. 2 hvalpe i behandling. Som jæger og jagthundeejer kommer vi vidt omkring, ikke blot i Danmark, men mange tager også turen ud af landet. Af hensyn til vores egen, men ikke mindst andres hunde, skal vi altid sikre os, at vore hundes vaccinationer er i orden.

Hvordan kontrollerer du, at din hund er vaccineret? I hundens sundhedsbog indsætter dyrlægen en lille label/mærkat, der viser hvilken vaccination hunden har fået. (Hvis ikke du har en sundhedsbog, skal du kontakte din dyrlæge) Af mærkatet vil det fremgå med bogstaver, hvad vaccinationen dækker. Eks: DHP  D: Hundesyge H: Leverbetændelse P: parvovirus. Er din hund vaccineret, bør der ikke være grund til bekymring.

Herfra skal der lyde en opfordring til alle hundeinstruktører i Danmarks Jægerforbund om, at man sikre sig, at alle kursister har vaccinationerne i orden, inden træningen starter op først i det nye år.