OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 20. december 2016

Ingen chokolade til hunden !

I denne søde juletid kan det være hensigtsmæssigt at gøre opmærksom på, at din hund IKKE skal forkæles med rester fra julebordet! Fed og salt mad kan give hunden maveproblemer og sågar saltforgiftning.

Heller ikke chokolade bør gives til menneskets bedste ven. Chokolade indeholder theobromin, som er et stof hunde ikke kan nedbryde. Jo mørkere chokoladen er jo mere theobromin indeholder den, og selv ganske små mængder af mørk chokolade er nok til at forgifte en hund. Det er hundens størrelse/vægt der afgør, hvornår mængden af chokolade bliver giftig.

Giftinformationscentralen har estimeret, at en hund på 10 kg kan spise 15-40 gram chokolade, uden at der er nogen fare. Men hvorfor løbe nogen risiko overhovedet?

Typiske symptomer på chokoladeforgiftning er, at hunden savler, kaster op, har smerter i bugen, bliver tørstig og tisser. Hunden kan desuden blive nervøs og ængstelig samt få hjertebanken og kramper. Hvis du mener, din hund har spist en farlig mængde chokolade, så kontakt din dyrlæge eller det nærmeste dyrehospital.

Så hvis du ønsker at give din hund noget særligt til jul, så er det bedre at give den et tyggeben!