Utilfredsstillende behandlingstider for våbentilladelser

Mandag, 09. feb 2015

Hos politiets ene enhed til behandling af blandt andet våbentilladelser, Administrativt Center Øst, er den gennemsnitlige behandlingstid nu oppe på seks til syv uger. Derfor har Danmarks Jægerforbund rettet henvendelse til Rigspolitiet med et ønske om handling for at nå ned på en acceptabelt behandlingstid.

Der er stor forskel på hvilke forhold, der møder den enkelte jæger, der søger om våbentilladelse eller andet hos politiets to administrative centre, ACØ og ACV.

Den fynske og jyske jæger kan forvente at have de behandlede papirer færdige efter i gennemsnit ti dage.

Desværre er det noget anderledes for den sjællandske jæger, der skal ruste sig med tålmodighed i seks til syv uger.

Det er uacceptabelt.

Derfor har Danmarks Jægerforbund indgivet en klage til Rigspolitiet, hvor vi efterlyser handling, der skal føre til et serviceniveau i ACØ, som er på højde med det i Vestdanmark.

Fra formand Claus Lind Christensen lyder det:

- Vi er fra Danmarks Jægerforbunds side positive over sammenlægningen af landets tolv våbenkontorer til to administrative centre, og forbundet har haft et fremragende samarbejde med dem. Desværre er det i stigende grad svært at retfærdiggøre over for vores medlemmer, når de oplever så lange behandlingstider i Østdanmark. Det skal der selvfølgelig gøres noget ved, og derfor har vi henvendt os til Rigspolitiet. Du kan læse Danmarks Jægerforbunds henvendelse her. Både forbundets våbenteam og hjemmesideredaktion følger situationen og bringer en opdatering, så snart den kommer.

- Kenneth Sletten Christensen