Svend Bichel er ny formand for Den Nationale Hjortevildtgruppe

Fredag, 21. aug 2015

Der er blevet udpeget en ny formand for Den Nationale Hjortevildtgruppe, efter Lars Jensen trådte tilbage i sidste uge. Og det er på alle måder en erfaren og vidende mand, som overtager posten. Svend Bichel har 60 års jagtoplevelser bag sig, en præsidentperiode i DN på 12 år og forhandlingsresultater fra Bichel-udvalget. Derudover har han været forskningschef på DMU, det nuværende DCE.

Der ligger en stor opgave og venter på den nye formand for den Nationale Hjortevildtgruppe, når de mange interesser skal forenes i en anbefaling til Vildtforvaltningsrådet om en fremtidig hjortevildtforvaltning i Danmark. Men det skræmmer på ingen måde den 73-årige erfarne og nu tidligere pensionist:

- Det gør mig ikke noget at sidde i brændpunktet, når sagen er vigtig og interessant nok. Og det må jeg sige, at det her arbejde er. Hjortevildtet i Danmark er en succeshistorie, og den skal vi håndtere rigtigt, forklarer Svend Bichel og fortsætter:

- Jeg har fulgt med i debatten på sidelinjen, og jeg har noteret mig de mange interesser. Men der skal ikke være én, der får overhånd i forhold til andre. Vi skal finde en løsning, der giver mulighed for gode jagtoplevelser, og at der kommer godt kød ud af det, men også at dem, der gerne vil have naturoplevelsen med de prægtige dyr, kan få den. Og så skal vi håndtere de skader, som bliver lavet på land- og skovbruget.

Og med de mange interesser i tankerne forventer Svend Bichel mange gode diskussioner fremadrettet.

- Vores helt store mål må være at få de interesser til at gå op i en højere enhed, i respekt for at kronvildtet skal udvikle sig så naturligt som muligt. Og det har vi alle - uanset interesser - ansvar for. Jeg forestiller mig, at alle vil være enige i, at hjortevildtstammen skal være så naturlig som muligt.

Kommer med erfaring og viden

Det kræver naturligvis sin mand at lede det kommende arbejde, men det er heller ikke en Hr. Hvem-som-helst, der nu overtager rollen som formand og dermed ansvaret for, at der findes en løsning på fremtidens hjortevildtforvaltning, som alle interessenter kan stå inde for. Svend Bichel blev uddannet vildtbiolog i 1969 i Kalø og har siden arbejdet 30 år som gymnasielærer i Skive. Sideløbende har han siddet 12,5 år som præsident for Danmarks Naturfredningsforening (1984- 1996). Efterfølgende har han været naturchef i Viborg Amt og forskningschef på DMU for vildtbiologi og biodiversitet, det nuværende DCE. Han har også erfaring med at forvalte kronvildtstammen i Filsø som formand for naturrådet der.

Nogle af de erfaringer, han forventer at komme til at trække på i arbejdet, tilegnede han sig dog som formand for Bichel-udvalget, der under Svend Auken skulle finde en fremtidig plan for brugen af pesticider i Danmark:

- Der var et lignende job, som havde hele samfundets opmærksomhed. Dengang var der også mange interesser, og samtidigt var der hensynet til naturen. Der lykkedes det os at finde en løsning, som alle kunne bakke op om - både pesticideindustrien og økologerne, forklarer han.

Jæger og naturelsker

Foruden at være en garvet forhandlingsleder, og biologisk funderet formand, er Svend Bichel også jæger:

- Jeg har gået på jagt, siden jeg var 16 år gammel, så det nærmer sig de 60 år. Jeg har altid nydt at gå på jagt. Det er en fantastisk måde at opleve naturen på, og jeg har nydt alt det gode vildtkød. For det hænger for mig rigtig godt sammen, at man spiser, hvad man skyder, og skyder hvad man spiser, fortæller Svend Bichel.

Jagtligt favner Svend Bichel bredt:

- I min jagttid har jeg som ung gået meget på fjordjagt på Mariager Fjord. I dag er jeg mere til riffeljagt på klovbærende vildt. Bukkejagten er i særdeleshed pragtfuldt, men jeg nyder det hele, og er en af de heldige, der har haft mulighed for at skyde både en sikahjort, en dåhjort og en kronhjort, fortæller Svend Bichel, der også holder af fiskeri i alle afskygninger.

Danmarks Jægerforbund ønsker tillykke til Svend Bichel og ser frem til samarbejdet.

Tekst: Kenneth Sletten Christensen