Husk reglerne for eftersøgning i Sverige

Lørdag, 15. aug 2015

Den 16. sugust går bukkejagten i gang i Sverige, og mange danskere har planer om en tur over sundet. Men i Sverige har man ikke et schweiss-register som i Danmark. Derfor er det vigtigt, at du sætter dig ind i mulighederne for hjælp til en eventuel eftersøgning, inden du drager afsted på jagten.

Vildsvinejagt og bukkejagt, højt til himlen og langt væk fra den kedelige hverdag. En tur til Sverige for at jage er meget tillokkende. Men inden du tager afsted, er det vigtigt, at du sætter dig ind i mulighederne for hjælp til eftersøgning, hvis situationen med et anskudt stykke vildt skulle opstå.

Frivillige eftersøgningsgrupper

I Sverige er der ikke noget centralt schweiss-register, som vi kender det fra Danmark. I stedet har frivillige etableret såkaldte "eftersökspooler" eller eftersøgningsgrupper. Medlemmerne af disse grupper står klar til at hjælpe, hvis situationen skulle opstå. Grupperne findes over store dele af Sverige, men da de altså ikke er samlet centralt, skal du finde kontaktoplysningerne for den gruppe, der eftersøger i det område du tager på jagt i. Du kan blandt andet finde oplysningerne på www.eftersokspoolen.se.

Loven kræver eftersøgning

Den svenske lovgivning på området er klar i mælet: Er der anskudt et dyr, skal der tages hånd om eftersøgningen inden for to timer. "At tage hånd om" betyder også en vurdering af situationen og den bedste eftersøgningsmetode. Altså behøver selve eftersøgningen ikke at være sat i gang inden for to timer.

Reglerne for eftersøgning gælder for de fleste vildtarter, men er for danskerne nok mest relevant i forhold til den svenske bukkejagt, der løber fra 16. august til 30. september, og jagten på vildsvin, hvor den generelle jagttid er 16. april til 15. februar. Søer med grise er dog fredet hele året. Der kan være specielle regler i de forskellige län, så tjek også dem på Svenska Jägareförbundets hjemmeside.

Projekt vil organisere eftersøgerne

I Västra Götaland starter man et nyt projekt til bukkepremieren, der hedder "Eftersökassitans Västra Götaland". Projektgruppen bag vil i samarbejde med Svenska jägareförbundet oprette et svensk schweisshunderegister.

"Eftersöks assitans" finder du på Facebook og den kommer inden længe også på Svenska Jägareforbundets webside.

Tekst: Kenneth Sletten Christensen Opdateret: 17. august 2015