Hundredetusinder af danskere bryder våbenloven

Mandag, 11. maj 2015

Efter møde med Justitsministeriet og Rigspolitiet står det tindrende klart, at hundredetusindevis af danskere ejer en ulovlig foldekniv. Men hverken Justitsministeriet eller Rigspolitiet kan hjælpe de mange borgere, der risikerer en dom for overtrædelse af våbenloven. Sagens skal løses politisk, lød meldingen fra Justitsministeriet.

Danmarks Jægerforbund og Danmarks Våbenhandlerforening har i dag været til møde i Justitsministeriet for at undersøge, om der kunne findes en løsning på det problem, at ganske almindelige hverdagslommeknive, som benyttes af et bredt udsnit af den danske befolkning, ifølge våbenloven, er ulovlige. Desværre var konklusionen på mødet, at det kun er politikerne, der kan løse problemet ved at ændre i våbenloven.

Indtil da bryder hundredetusindevis af danskere våbenloven ved at eje en énhåndsbetjent foldekniv. Men også butikker, der sælger helt almindelige foldeknive, er i en helt uoverskuelig situation.

På mødet fremviste Danmarks Jægerforbund en video, hvor det blev demonstreret, hvordan seks ganske almindelige knive købt i et bredt udsnit af danske butikker, er ulovlige. Det er de fordi, de med lidt fingersnilde, kan åbnes med én hånd. Alle énhåndsbetjente foldeknive er ulovlige, og så er det underordnet, om knivene er fremstillet til at være tohåndsbetjente. Kan de åbnes med én hånd, er de ulovlige.

Det betyder i realiteten, at uoverskueligt mange knive i Danmark er ulovlige. For med fingersnilde kan de fleste lommeknive åbnes med én hånd.

Justitsministeriet erkender problem

Hverken Justitsministeriet eller Rigspolitiet kunne på mødet afvise videoens konklusion, nemlig at samtlige seks knive i videoen er ulovlige. Justitsministeriet vil nu fremlægge sagen for Justitsminister Mette Frederiksen (S). Hvornår det bliver er dog uklart.

Indtil lovgivningen ændres, befinder knivejere sig i en umulig situation, og det samme gør detailbranchen. For ikke nok med at foldekniven ikke må sælges eller bæres, den må heller ikke besiddes. Og ifølge Rigspolitiet kan man ikke bare aflevere sin ulovlige kniv til politiet, og på den måde komme ud af det ulovlige forhold.

Det giver sig selv, at hverken Danmarks Jægerforbund eller Danmarks Våbenhandlerforening kan leve med en så uholdbar situation for hverken jægere eller andre danskere, som ejer en foldekniv.

- På baggrund af mødet i dag ser vi i virkeligheden kun to løsninger, siger samstemmigt Danmarks Jægerforbunds formand, Claus Lind Christensen og Nils Juul Larsen, formand for Danmarks Våbenhandlerforening.

- Enten kan politikerne ændre reglerne, så danskernes almindelige foldeknive bliver lovlige, eller også må politiet gennemføre en frit lejde-ordning, så man i det mindste kan komme af med de ulovlige knive. Og der skal ikke herske tvivl om, at vi vil arbejde hårdt for, at det bliver den første mulighed, der bliver løsningen, siger de to formænd.

 

 

- Torsten Lind Søndergaard