Fuglsang repræsenterer fortsat jægerne i Nationalpark Vadehavet

Onsdag, 21. jan 2015

Der har været udskiftninger i bestyrelsen for Nationalpark Vadehavet, men på trods af et ønske om flere kvindelige repræsentanter, belønnede miljøministeren jægernes repræsentant, Hans Christian Fuglsang, med endnu en periode i stolen.

De første fire år i Nationalpark Vadehavets har været præget af, at alt arbejde var i opstartsfasen. Nu skal de planlagte projekter udføres, så frugterne kan høstes.

Blandt andet derfor er det en glædelig nyhed, at jægernes repræsentant, Hans Christian Fuglsang, er blevet udpeget til at genindtage sin stol og sit arbejde i bestyrelsen for nationalparken.

Genudpeget på trods

Det lå ellers ikke i kortene, at Hans Christian Fuglsang skulle genudpeges, men hans arbejde i de forgangne fire år gjorde udslaget:

- Miljøministeren ønskede en fornyelse af 50 procent af bestyrelsen, og så ønskede hun flere kvindelige medlemmer. Så er det jo simpel matematik, at mine chancer ikke var så gode. Men genudpegningen kom, og det tager jeg som et skulderklap til mit og jægernes arbejde, forklarer Hans Christian Fuglsang.

Arbejdet har indtil nu været præget af at etablere et samarbejde med de andre bestyrelsesmedlemmer. Et samarbejde, der blandt andet har sikret, at prædationsprojektet kan sættes i gang i løbet af foråret.

Jægerne gør arbejdet

I første omgang starter prædationsprojektet på Manø og Rømø. Her er det lokale jægere, der udfører det praktiske arbejde, som blandt andet indebærer en optælling af rov- og byttedyr. Det er arbejde, der er med til at sikre en kortlægning af jagtens betydning for en veltrimmet og levedygtig bestand af de forskellige dyr.

- Det er et af de konkrete projekter, hvor jægernes indflydelse på bestyrelsesarbejdet har båret frugt, og som er med til at fortælle, at jagten er en positiv bidragsyder til at nå målet om mere natur, siger han og fortsætter:

- Vi laver ikke nye love i en nationalpark, men arbejder inden for de gældende rammer og for aktiviteterne i området. Jagten har ikke på noget tidspunkt været under pres. Det tror jeg også har været med til at ændre holdningen hos dem, der måske var skeptiske i starten, sådan at jeg nu oplever, at det er vendt til en positiv indstilling, slutter Hans Christian Fuglsang.

God nyhed for jægerne

I Danmarks Jægerforbund er man meget tilfreds med genudpegningen af Hans Christian Fuglsang:

- Vi arbejder aktivt med at have repræsentanter for jagten i de danske nationalparkbestyrelser og dermed sikre jagtens position i naturarbejdet. I Nationalpark Vadehavet har Hans Christian Fuglsang gjort et godt stykke arbejde for mere natur og jagt, og det er glædeligt, at det arbejde kan fortsætte de kommende år, siger formand for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen.

 

-KSC