Forbundsmesterskabet 2015 i apportering

Tirsdag, 01. sep 2015

Danmarks Jægerforbunds mesterskab i apportering blev den sidste lørdag i august afviklet i Egeris ved Videbæk. Hundekoordinator Benny Green Jørgensen fra region 2 var prøveleder, og han styrede sammen med en stab af dygtige hjælpere sikker det store arrangement. Smukt sensommervejr og et velegnet terræn, der dels sikrede korrekt afprøvning af hundene, dels gjorde det muligt for tilskuerne at følge hundenes afprøvning, betød at årets forbundsmesterskab blev en solid succes for alle involverede.

Tre discipliner

I praksis er det Danmarks Jægerforbunds udvidede apporteringsprøve, der er fundament for mesterskabet. Hundene afprøves på tre baner: Apportering af ænder fra vand, apportering af fuglevildt og apportering af hårvildt. Hundene skal vise arbejdsglæde og vilje, de skal være dirigerbare, de skal evne at markere udkastede apportemner, de skal vise selvstændigt søg, og de skal naturligvis opsamle og bringe fundet vildt på korrekt vis til deres fører.

30 jagthunde fra Danmarks Jægerforbunds otte regioner havde kvalificeret sig til årets mesterskabsprøve.

Solidt arbejde

Der blev vist godt hundearbejde dagen igennem. Vandarbejdet blev afviklet i et overskueligt og regulært vandhul, men der var lange afstande fra startsted til apportemner. Hver hund kom let til at svømme i nærheden af i alt 400 meter, og når 30 hunde skal tilbagelægge denne distance, må det nødvendigvis tage tid. Vandarbejdet var da også den disciplin, som afgjorde, at prøven sluttede noget senere end annonceret. Men hundene klarede de lange distancer flot. Stor vandpassion og arbejdsvillighed kendetegnede næsten alle hundene på vandbanen.

Det samme gjorde sig gældende i de øvrige discipliner. En enkelt hund var lidt hårdmundet ved en due, men alle 30 hunde fandt de fire stykker fuglevildt. Der blev bare gjort rent bord. Og så var der to hunde, som på dagen ikke magtede at bringe ræven, men ellers blev der også her apporteret med stor sikkerhed og vilje. Det fortælle noget om en hunds mentale kvalitet, når den selvstændigt finder og bringer en tung ræv. Ingen tvivl om, at alle deltagende hunde på årets forbundsmesterskab er klar til at løse opgaverne på allerbedste vis på efterårets jagter.

Fynsk dominans

Klokken 17.30 kunne prøveleder Benny Green Jørgensen blæse til samling og præmieoverrækkelse. I lighed med sidste år satte hundene fra kreds 5 sig på topplaceringerne. Preben V. Christiansen med labrador Miskas Edward fik maksimumpoint og blev for andet år i træk forbundsmester. Og hans holdkammerat John Gunnar Led Hansen med ruhår Lillehedens Basse fulgte ham tæt; den unge hund præsterede ligeledes at score det maksimale antal point.

Individuelle vindere

1.-vinder og forbundsmester 2015: Labrador Miskas Edward, Preben V. Christiansen, kreds 5.

2.-vinder: Ruhåret hønsehund Lillehedens Basse, John G. L. Hansen, kreds 5.

3.-vinder: Ruhåret hønsehund Boss, Kim Rasmussen, kreds 4.

Holdvindere

1.-vinder: Kreds 5. (Preben V. Christiansen med labrador Miskas Edward, John Gunnar Led Hansen med ruhår Lillehedens Basse, Torben Aagaard Pedersen med labrador Miska Lord Rocky).

2.-vinder: Kreds 7. (Jan Olsen med labrador Mouk, Steen Sørensen med labrador Mikki, Peter G. Pedersen med ruhår Katholts Gustav).

3.-vinder: Kreds 3. (Ove Dam Hedegaard med labrador Odin, Bjarke Hentze med ruhår Lillehedens Rollo, Lars Koch med korthår Nemo).

Tekst: Harris Jensen.