OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 25. september 2015

Flot vejr og flot skydning

Tekst: Max Steinar, Danmarks Jægerforbund

Danmarks Jægerforbund afviklede søndag den 20. september sit mesterskab i jagtfeltskydning. Det foregik i det mest pragtfulde sensommer vejr, med temperaturer på 16-17 grader, på den sædvanlige lokalitet, Ulfborg Skyttecenter.

Mesterskabet bliver mere og mere populært, og i år var der tilmeldt 244 deltagere. Der var tale om 61 mesterskytter, 37 veteraner, 21 kvinder samt 125 skytter i jægerklassen.

Vinder af den meget prestigefyldte mesterklasse blev den erfarne Bo Mogensen fra Vildbjerg Da han steg til vejrs på podiet på skyttecenteret, var det med et lille smil og et tilfreds glimt i øjet. Han var kommet helt ”fra baghjul”, idet han faktisk ikke havde klaret ”cuttet” til kvalifikationsskydningen i kreds 2. Eller sagt med andre ord: Han var havnet lige uden for den gruppe af kreds 2 skytter, som gik videre til Jægerforbundets FM.

– Ja, jeg havde en god gammel riffel, som jeg lige ville bruge en sidste gang til kvalifikationen. Det var dumt – den spredte bare for meget, forklarer Bo Mogensen.

Men da der kom et afbud, greb han selvfølgelig chancen. Og det endte altså med at give fuld gevinst, da han ikke alene strøg i finalen – hvad han har været flere gange tidligere – men også blev samlet vinder efter en meget spændende afgørelse.

Mange udfordringer

Deltagerne blev sat under pres i den ordinære skydning. Fx på ved den tredje standplads. Her skulle deltagerne afprøve deres evner til at kombinere hurtighed og præcision. Skydetiden var begrænset til 80 sekunder. De to mål stod på knap 100 meters afstand, og skytterne skulle efterlade deres våben, træde seks-syv meter tilbage, og på kommandoen ”Klar – skyd! ” løbe frem, kaste sig ned, lade magasinet med otte skud, køre bundstykket frem, sigte og skyde.

Dét gav lidt sved på panden!

Tør du?!

På fjerde standplads var udfordringen afstanden. En dåhjort på 167 meters afstand, samt en keiler på 238 meters afstand. For vildsvineskivens vedkommende var der den ekstra krølle på udfordringen, at skytterne frivilligt måtte vælge, om de turde bruge det ene af de fire skud på en lerdue, sat fast over grisen.

Udfordringen var i høj liggende skydestilling (for mesterskytternes vedkommende) at ramme en lerdue (godt nok på højkant!) på de 238 meters afstand. Blandt de skytter, der vovede at forsøge sig på lerduen, udløste en træffer 20 point i stedet for ”kun” ti point ved et træf på keileren.

For at være med i toppen var der ingen vej uden om, og langt de fleste af de ambitiøse mesterskytter satsede her.

Den svære buk

Den sjette og sidste standplads var bevægeligt mål på hvad er benævnt som hjortebanen. Blot var kronvildtskiven skiftet ud med en bukkeskive. Som strøg af sted med højeste hastighed, 20 kilometer i timen. Selv om afstanden ”kun” var 50 meter, var det alligevel en heftig udfordring for de fleste skytter, herunder også mesterskytterne.

Ingen kunne hævde, at de blev overraskede over udfordringen, for bukkeskiven på hjortebanen var også et indslag til mesterskabet sidste år.

I 2014 kunne den senere sølvvinder, Peder Mørch Pedersen, stå for mosten. Da jeg mødte den lettere hovedrystende Peder Mørch ved hjortebanen i år, var han slet ikke tilfreds med sin præstation. Det med korrekt foranhold havde voldt ham store problemer. Så store, at det var medvirkende til, at han slet ikke kom i finalen.

Finalen

Førende efter den ordinære skydning var John Hansen med imponerende 402 point. Nummer to var Steen Schrøder, 397 point. Nummer tre Bo Mogensen, 396 point.

Finalen har for længst udviklet sig til en sikker publikumstræffer. Finalen består af fire delskydninger, alle med DJ bukkeskiven som mål. I anden delskydning – 150 meter siddende eller knælende – fik John Hansen og Steen Schrøder et svirp, da de begge lavede en forbier. John Hansen blev presset ned på andenpladsen før tredje delskydning, 100 meter stående, mens Steen Schrøder gled helt ned som nummer fire. 

Tredjepladsen tilhørte nu Jacob ”Sako” Christensen, mens Bo Mogensen mærkede forventningernes pres ved at gå i front.

Netop den stående skydning er den skydning, som de fleste finalister frygter. Som udgangspunkt er det en svær kunst med fritstående skydning på 100 meters afstand. Læg dertil nervepresset, og alle skytter forstår, hvad udfordringen består i.

Med lidt held

Bo Mogensen afviklede sin skydning som en af de hurtigste, og formåede – som han udtrykte det – med lidt held at score 10, 9 og 8 og cementerede sin føring.

John Hansen havde en forbier, og var nu pludselig uden for medaljeskamlen på 4. pladsen. Steen Schrøder havde to forbiere, og var nu nede som nummer syv. Ny på andenpladsen var Jacob Christensen, mens den flerdobbelte mester, Peter Johansen, efterhånden havde presset sig op på tredjepladsen.

I den fjerde og sidste delskydning – afviklet på blot 20 sekunder - skød både Bo Mogensen og Jacob Christensen tre gange 10 point. Altså guld til Bo og sølv til Jacob.

Peter Johansen fik ”kun” 10, 10 og 9. Da John Hansen præstede 10, 10 og 10, hev han med ét point bronzen i hus foran Peter.