Årets jagtforening 2015: Man skal ikke gøre noget halvt

Mandag, 07. sep 2015

Man bliver nærmest blæst tilbage i stolen, når man finder ud af, hvor meget der foregår i Askov Malt Jagtforening. Foreningen har i mange år været begunstiget med en flok ildsjæle, der har knoklet for at skabe en yderst attraktiv forening for sine medlemmerne. Denne indsats er blevet belønnet af Danmarks Jægerforbund, der netop har kåret jagtforeningen til Årets Jagtforening 2015. Foreningen dystede med 17 andre indstillede jagtforeninger om den præstigefulde titel.

Og at det netop blev ildsjælene fra Askov Malt, der løb af med titlen er ingen tilfældighed:

- For nogle år siden blev vi nummer fire i kampen om årets jagtforening. Der besluttede vi os for, at vi ville sætte alt ind på at sikre os titlen i løbet af en kort årrække. Vi skruede blandt andet op for aktivitetsniveauet generelt, satsede meget på at gøre noget for de nye jægere og iværksatte mange nye aktiviteter. Vi er utroligt glade for, at både vores medlemmer og Danmarks Jægerforbund har kvitteret for indsatsen, så vi i dag med stolthed kan kalde os årets jagtforening. Den tidligere formand, Ole P. Johnsen har en stor del af æren sammen med resten af de frivillige kræfter i foreningen, siger den nuværende formand Ole Lautrup.

Jagt og aktiviteter

Askov Malt Jagtforening blev stiftet den 9. december 1929. Dengang var foreningens navn Malt Sogns Jagtforening, og de 26 medlemmer betalte hver 2 kr. om året i kontingent. Siden er der løbet meget vand under broen. Stille og roligt er jagtforeningen blevet en stor jagtforening med over 400 medlemmer. Det skyldes i høj grad den kæmpestore indsats fra de frivillige kræfter, der har sikret et meget højt aktivitetsniveau gennem de seneste mange år. Desuden har jagtforeningen råderet over gode jagtarealer, der giver medlemmerne mulighed for alt fra rågeregulering til hjortejagt.

- Vi herude i de mindre byer ved, hvor vigtigt det er for livet på landet, at der er nogen, der lægger et arbejde i at få stablet ting på benene. Vi frivillige brænder for dette område, og heldigvis er der rigtig mange, der bakker op om vores arrangementer. Det er ikke sådan som i de store byer, hvor jeg fornemmer lidt, at holdningen er, at man bare sidder og venter på, at andre skaber mulighederne for en. Herude ved vi godt, at vi selv skal gøre en indsats, siger foreningens formand, Ole Lautrup.

Foreningens medlemmer har i løbet af året mulighed for at deltage i adskillige foredrag og andre foreningsaftener. Der er mulighed for at pudse formen af både inden for haglskydning, riffelskydning, bueskydning og jagthorn. Der er hundetræning i samarbejde med naboforeningen i Vejen. Foreningen arrangerer bukkejagt i Sverige og drivjagt i Tyskland. Og så er der foreningens egen jagt, hvor der er mulighed for at dyrke ande- og gåsejagt ved vadehavet, rågeregulering i lokale kolonier og en alsidig jagt på Estrup Hovedgård. De nye på Dianas stier har det særlig godt i jagtforeningen. Nyjægerne har blandt andet mulighed for at dyrke bukke- og hjortejagt.

Juniorjægerne har også deres plads i Askov Malt Jagtforening.

Foreningen gør desuden meget for at skabe en effektiv kommunikation med medlemmerne. Det foregår via Facebook, hjemmeside og ikke mindst et stort og flot medlemsblad, der er udkommet hvert år siden 1987.

Festlig fejring

Titlen som årets jagtforening skulle naturligvis fejres. Det foregik i smukke omgivelser på Estrup Hovedgård den sidste fredag i august. Vejret viste sig fra sin bedste side, da foreningens egne jagthornsblæsere blæste velkommen til et stort fremmøde af foreningsmedlemmer, organisationsfolk og lokale pinger.

Et stort festtelt var opstillet til lejligheden. Det samme var fadølsanlægget fra Hancock. Alt var derfor på plads, da Askov Malt Jagtforenings formand, Ole Lautrup bød velkommen og holdt sin tale til det fyldte telt. Han benyttede lejligheden til at takke de mange lokale ildsjæle for deres indsats, der førte til, at titlen kom i hus.

Så skulle de dygtige jagthornsblæsere igen i aktion, inden det var tid til næste taler, nemlig formanden for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen. I sin tale gav han masser af roser til Askov Malt Jagtforenings forbilledlige indsats:

- I spiller på alle strenge for at være tæt på medlemmerne, hvilket er nødvendigt i et pulserende samfund, hvor der er kamp om tiden og informationsstrømmene. Dette kan i godt være stolte over, og når talen falder på kommunikation i jagtforeningerne, så er i et eksempel, jeg vil trække frem, sagde Claus Lind Christensen.

Jægerforbundets formand overrakte checken på 25.000 kr. til foreningen. Ole og de andre bærende kræfter var i forvejen iklædt de tøjgaver, som var en del af præmien fra jægerforbundet.

Næste taler var hovedbestyrelsesmedlem Leif Bach, der også er formand for medlemsudvalget.

- I har vundet prisen og dermed de 25.000 kr. og hertil noget lækkert tøj – i ser for øvrigt bragende godt ud – utroligt hvad tøj kan gøre… Men jeg tror faktisk, at det der betyder allermest for jer, det er æren og stoltheden ved at være værdige til at bære titlen som årets jagtforening 2015, sagde Leif Bach.

Han havde desuden medbragt det synlige bevis, der fremover skal pryde foreningens jagtstue ved Estrup Hovedgård: nemlig en messingplakette til minde om titlen. Skiltet blev med det samme monteret på en central placering i jagtstuen.

Vejen Kommunes borgmester, Egon Fræhr (V), tog efterfølgende ordet og ønskede foreningen tillykke med hæderen.

Herefter stod den på grillet gris, pølser og lidt sødt. Snakken og hyggen fortsatte godt ud på den dejlige sensommeraften.

 

Tidligere vindere af Årets Jagtforening:

2009: Grejs Holtum Jagtforening

2010: Munklinde og Omegns Jagtforening

2011: Aalborg Jægerklub

2012: Klovborg Jagtforening

2013: Otterup og Omegns Jagtforening

2014: Kronjyllands Jagtforening