Fra slanger og skorpioner til strandjagt

HVIS MAN JÆVNLIGT er inde på hjemmesiden Strandoghavjagt.dk og diverse amerikanske hjemmesider for jægere, er man sikkert stødt på indlæg, som er skrevet af Ziad Elmuzay(dog under pseudonym), der blandt andre brugere af det våde element er kendt og respekteret som en dygtig jæger, der er villig til at hjælpe med gode råd.

Men Ziad har mildt sagt en ualmindelig baggrund for sin forkærlighed for jagten på fiskeriterritoriet, og derfor sidder jeg nu i hans store, dejlige udestue, som han selv har bygget, for at høre nærmere.

Jagt i stedet for skole

– Jeg er født i 1973 i Beirut, hovedstaden i Libanon. Jeg voksede op under borgerkrigen, som fik min familie til at flygte op i bjergene, da jeg var 10 år gammel. Der var ingen mulighed for at gå i skole deroppe, og jeg kendte ingen, så i tre år gik jeg alene rundt fra
morgen til aften. Det meste af tiden gik jeg på jagt med en enkeltløbet kaliber 20.

– Jagtinteressen havde jeg nok fra mine onkler, der var fuldblodsjægere, og som eksempelvis selv ladede patroner. Næsten alle gik på jagt i Libanon, og alle havde et våben i bilen. Min far havde også et enkeltløbet haglgevær, men han mistede interessen for jagt, og så fik jeg kaliber 12-geværet.

Ziad Elmuzayen tænker tilbage:
– Mine faste lommepenge rakte lige til en kasse patroner. Desværre havde ingen lært mig noget om for eksempel skudafstande, og jeg skød glat væk til rovfugle 300-400 meter oppe i luften, så det kan ikke undre, at jeg ikke kunne ramme flyvende vildt.

For en jagtglad knægt var årene i bjergene pragtfulde. – Det var de tre bedste år i mit liv! At jage uden opsyn i et uendeligt ingenmandsland var som et eventyr for mig.

Jeg får i samtalens løb en klar fornemmelse af, at disse muligheder for Ziad, fra han var 10 til 13 år gammel, har formet hans syn på jagt og ham selv som jæger. Jeg forstår derfor også, hvorfor den frie jagt på fiskeriterritoriet i Danmark øjeblikkeligt appellerede til ham og stadig gør det.– Vi var flyttet til et koldt skodsted i bjergene, og for mine forældre var det et mareridt. Selv havde jeg aldrig før set sne, men jeg tog blot af sted om morgenen med en rygsæk og mad og kom hjem om aftenen med måske tre fugle. Min yndlingsvildtart – som jeg ikke kender navnet på – kunne ses på lang afstand i de snefrie områder, for fuglen havde et hvidt bryst. Jeg skød også svaler. Når jeg kom hjem med de forskellige små fugle, plukkede min mor dem.

Der var dog også mindre behagelige møder med dyr i bjergområdet:
– Jeg havde nogle virkelig grimme oplevelser med skorpioner og slanger, og det var utroligt, at jeg slap levende fra det hele! siger Ziad hovedrystende.

– Det eneste, mor advarede mig imod, var at pille ved ueksploderede raketter og bomber. Men jeg samlede nu alligevel på granatsplinter, smiler Ziad.

Fra intet dansk til en master

Ziad Elmuzayens familie kunne ikke vende tilbage til Beirut, og i 1986 flygtede den til Danmark og blev indlogeret i København. I 1987 blev familien flyttet syd for Køge. I nærheden var der en skov, hvor 13-årige Ziad gjorde kluntede forsøg på at jage dåvildt med sin slangebøsse. Den jagtlige forståelse manglede altså stadig, men jagtgenet var i behold efter flytningen til Danmark!

Uden at kunne et ord dansk blev Ziad sat i en 8.-klasse i 1987. Det var hårdt, men han bed tænderne sammen med en karakteristisk stædighed. Han tog 9. og 10. klasse med, før han via en handelsskole fik en gymnasial uddannelse. Der var naturligvis sprogvanskeligheder i forløbet, men Ziad holdt igen fast, og efter fem år var uddannelsen i hus. Han læste derefter datalogi på Københavns Universitet, men droppede ud, da han fik
et job i it-branchen. Senere har han dog fået en datamatikeruddannelse, en bachelor i it og økonomi samt en master i it og organisation, har en lederstilling hos DONG Energy og bor i eget hus i Ishøj.

I hele dette utroligt imponerende uddannelsesforløb var det en ven i folkeskolen, der fik ledt Ziad ind på et kontrolleret jagtforløb i Danmark.
– Jeg talte nemlig jævnligt om jagt med Brian og fandt ud af, at man kunne tage noget, der hed et jagttegn.
„Men det er svært at få“, sagde Brian, som desværre senere dumpede til jagtprøven, fortæller Ziad.
– Min bror Mohamad og jeg talte i flere år om at tage jagttegn, men først i 2000 fik jeg meldt os til et jagttegnskursus.

Med sin vanlige seriøsitet omkring en opgave gik Ziad op til to af Danmarks Jægerforbunds frivillige jagtprøver – og bestod med glans – inden han gik op til den rigtige jagtprøve, som han i øvrigt bestod uden fejl i det skriftlige og praktiske.

Håbløs debut på vandet

– På biblioteket havde jeg fundet en bog om strandjagt, og den frie jagt mindede mig om min lykkelige tid i bjergene i Libanon, så efter to sider var jeg solgt!
– Jeg købte derfor en jagtpram, som lå i Køge havn. Men jeg var bange for Køge bugt, for der er en 500-meter byzone, hvor der ikke må drives strandjagt, og uden for zonen var det for mig nærmest et åbent hav! Så ved hjælp af Naturstyrelsens kort på internettet fandt jeg frem til Strøby-området, hvor der ikke er nogen 500-meter zone, og hvor det derfor ville være nemmere at begynde på strandjagt, fordi jeg kunne gøre mine første erfaringer på lavt vand.
– Jeg havde erfaret, at lokkefugle var en nødvendighed, så sådan nogle havde jeg købt, men havde ellers ingen reel viden om strandjagt. På min første tur ankrede jeg således op og smed lokkerne ud, men til min store overraskelse sejlede de alle væk. Jeg havde nemlig kun forsynet dem med en snor på en halv meter, og der var to meter dybt! forklarer Ziad hovedrystende om sin bommert.

Og for at gøre det rigtigt godt havde han kun ét anker med, så båden svingede fra side til side hele tiden. Og da han ydermere var sejlet ud midt på dagen, kom der heller ingen ænder, så godt sur over, at intet virkede, tog Ziad hjem.

Hans gåpåmod sendte ham dog hurtigt ud på vandet igen, men hver gang midt på dagen, fordi han ikke vidste, at fuglene oftest trækker morgen og aften. Han havde derfor overhovedet ingen held i (hagl)sprøjten. I øvrigt kneb det også at kende forskel
på fuglene i felten.
– Der var ingen hjælp at hente, for dengang var strandjægere mere lukkede, ikke spor sociale og drev jagten som enmandsjagt. Det var en svær tid, for jeg kendte ingen, der kunne hjælpe mig, mindes Ziad.

Jægere taler samme sprog

Heller ikke på landjorden gik det særligt godt med jagten.

– Mohamad, min bror, havde lejet et lille stykke jagt på otte hektar, og hver den 1. september satte vi os ud med 250 patroner. Vi drev imidlertid jagten helt forkert – dét er jeg klar over i dag. Naboen gav os en skideballe, og vi anede virkelig heller ikke noget om duejagt – eller fasanjagt for den sags skyld! I stedet skulle vi med det samme have meldt os ind i et konsortium. Det gjorde vi senere, og der lærte vi om parole, jagtteknik og meget andet godt.

Det var nu ikke kun Ziad Elmuzayens egen skyld, at det tog lang tid at blive optaget i en kreds af jægere. Eksempelvis fik han flere gange afslag på deltagelse i dagjagter, når han ringede, og han havde undertiden indtryk af, at det skyldtes hans navn. Omvendt var det også en jæger – en kollega – der skaffede Ziad en plads i et jagtkonsortium.

– Dét gav jagten en helt ny dimension med morgenmad, samvær og ukendt viden om
skrevne og uskrevne regler, fortæller Ziad glad.

– Nu har jeg været i mange konsortier som gæst, for når man først er inde, accepteres man. Jægere taler samme sprog, uanset om man taler gebrokkent dansk (hvad Ziad absolut ikke gør. Red.), siger han.
– Jeg har kun oplevet yderst, yderst  få tilfælde af racisme i Danmark, men der er ingen tvivl om, at da jeg begyndte som jæger her i landet, skulle man gøre meget mere for at vinde tillid. I dag er mange flere vant til andengenerationsindvandrere, hvilket også har gjort det lettere for disse inden for jagtverdenen. Og jeg vil slå fast, at jagten har været en meget vigtig og positiv del af min integration i Danmark, siger Ziad Elmuzay en med eftertryk og pointerer, at hans største netværk i dag består af netop jægere.
 

Mønsterbryder

På vandet var begyndelsen dog stadig svær: – Jeg „pürschede“ meget, men alt om en korrekt indsejling til fuglene var ren teori, og jeg havde mange fiaskoture. Men en dag sejlede jeg til en flok fugle og fik min første. I det hele taget var der så mange fugle, at jeg pludselig fik den tanke, at jeg måtte befinde mig i et reservat! Men det gjorde jeg nu ikke, der var blot tale om en god dag.

Det var dykænderne, Ziad Elmuzayen først fik succes med – omkring 2001. Dernæst fulgte svømmeænderne en håndfuld år senere.

– I begyndelsen „pürschede“ jeg fuglene, eksempelvis fra min Mopa. Der er kunst i både at „havpürsche“ og ligge på træk, men i dag foretrækker jeg sidstnævnte. For det er spændende at have styr på trækket, bruge vind og vejr rigtigt, bilde fuglene ind, at lokkerne er artsfæller, og at kalde rigtigt: „Hej med jer; her er mad!”

At tingene begyndte at lykkes for Ziad, skyldtes især, at han nu greb tingene mere strategisk an og eksempelvis lånte bøger af jagtlig relevans på biblioteket. Det var dog internettet, der gav mest information, og ikke mindst amerikanske hjemmesider gav anledning til indkøb af lokkekald,  lokkere, camouflagetøj og meget mere.
– Jeg har altid været lidt af en mønsterbryder. På Isefjorden brugte mange eksempelvis Jafi-pramme og sad op i kravleprammene. Men jeg prøvede med noget andet og har haft succes med det. I alt har jeg haft 15-16 forskellige typer fartøjer – også en Jafi.

Den, der ler sidst …

Hans villighed til selv at lære fra sig på internettet gav til gengæld jagtinvitationer, og han lærte derfor endnu mere om træktider og lokkemønstre.
– Udviklingen har gjort det let at blive strandjæger i dag. Især internettet har haft en stor og positiv effekt og har bl.a. betydet, at strandjagten er meget mere social i dag. Der sendes fotos og beretninger og arrangeres f.eks. fællesmøder og -jagter. Og der går jeg selv hen til de nye og taler med dem og viser mit grej. Vi har nemlig alle et ansvar for at lære ting fra os.
– Men der mangler noget for nye jagttegnsløsere, bl.a. en opfølgning på både deres gode og dårlige oplevelser, siger Ziad.
– Eksempelvis skød min bror et rådyr på et lille stykke jagt, han havde lejet som nyjæger, og så stod vi der og kiggede på dyret: hvad nu?
– Apropos vildtet som mad, så smagte min første edderfugl af sure sokker, efter at den havde kogt i halvanden time, erklærer Ziad.
– At tilberede vildt var en helt ny verden. Men i dag elsker jeg at lave mad, og havde jeg
ikke sat mig ind i tingene, havde jeg ikke skudt flere edderfugle, for man skal spise det, man skyder.

Hvad angår læring, så understreger Ziad, at han stadig lærer hele tiden.
– Jeg har lært meget af de amerikanske hjemmesider og eksempelvis været en af de første herhjemme til at prøve deres systemer til at undgå spaghetti i lokkefuglene. Jeg er doven,
og derfor videreudvikler jeg, for jeg vil bruge min tid på jagt – ikke snore til lokkere!

At Ziad Elmuzayen er gør det selvtypen ses tydeligt, da han viser mig nogle virkelig vellavede delvist hjemmelavede gåselokkere samt et våben, han på meget kompetent vis selv har lagt/svejset en camouflagefilm på.
– Nogle strandjægere grinede lidt af mig, men jeg kunne jo se, at mit grej og setup gav gode resultater i forhold til andre strandjægeres, og den, der ler sidst …, smiler Ziad, der også har oplevet andre triumfer i strandjægernes verden. For nogle af dem, der ikke ville hjælpe ham, da han var ny i faget, spørger i dag ham om råd! Og de får det …

Denne artikel er første gang bragt i Jæger nr. 3, 2015. 
Du finder læse hele Jæger i pdf-format på Medlemsnettet.

Tekst: Carsten Dahl-Hansen, Danmarks Jægerforbund