Sikker jagt med kugle
Ved trykjagt med riffel er der en forøget risiko for, at kuglen kan ændre bane ved kontakt med vildtkroppen, hvis den rammer træer, eller der sker opspring fra jorden. Sikkerhedsafstanden for kuglevåben er da også 20 gange større end ved haglvåben, og man skal være særlig omhyggelig ved placering af skytterne.
Det skal ved parolen indskærpes, at der kun må skydes, når der er et forsvarligt kuglefang. Kuglefanget skal være jord, sand eller lignende og ikke en uoverskuelig granplantage i baggrunden. Posterne skal altid gøres opmærksomme på skudfelter, hvor skud kan afgives sikkert. Og man bør altid afmærke eventuelle fareområder, så skytten fra sin post tydeligt kan se, hvor han ikke må skyde. Dette skal jægeren gøres opmærksom på, når han sættes på post.
Skytterne skal overholde reglen om ikke at forlade deres poster, før det er aftalt, og alle drivere og hundeførere på jagten skal bære veste eller lignende med sikkerhedsfarver.
Sørg for, at alle skytter har efterset og kontrolleret deres våben. Ingen må lade deres våben, før de er på post, og alle skal aflade og kontrollere deres våben, når såten er slut. Bundstykke og magasin bør ikke være i våbnet imellem såterne.
Der har været uheldige episoder, hvor våben har været pakket ned til transport og er bragt ind i huset. Først herefter blev det konstateret, at magasinet var ladt, ja, i nogle tilfælde var der patron i kammeret. Noget sådant er ulovligt, utilgiveligt og forårsaget af dårlig rutine ved håndtering af våben.
Brug af sigtekikkert:
Vores synsfelt er begrænset når man bruger en sigtekikkert. Man skal derfor være ekstra opmærksom på de forhold, der skal overvejes i den situation. Hvis man observerer et stykke jagtbart klovvildt under en drivjagt, skal man sørge for at have overblik over det areal, som ikke kan ses i kikkertens begrænsede synsfelt. Uden for dette synsfelt kan der være elementer eller forhold, som betyder, at man ikke skal skyde.