Offentliggjort den: 22. februar 2024

Træn din hund i en jagtforening

Foråret er et godt tidspunkt at gå i gang med at gøre dig selv og din hund klar til sæsonens jagter. Mange jagtforeninger opstarter hundetræning i løbet af marts - få et overblik på kortet her.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Over halvdelen af de danske jægere har en hund, og mange af dem er allerede trænet i én af de mange jagtforeninger på tværs af landet, der tilbyder hundetræning. Men der er selvfølgelig altid plads til endnu flere hunde - hvalpe såvel som de voksne hunde. Også til din!

Foråret står for døren, og i løbet af marts vil mange jagtforeninger gå i gang med hundetræningen. Så er det nu, du og din hund skal i gang? Det er i øvrigt ikke kun jægere, der træner hund i jagtforeningerne. Der er også masser af ikke-jægere, der har set lyset, og som bare vil have den bedste og mest kompetente træning, der findes for dem og deres hund.

I Danmarks Jægerforbund dyrker vi principperne om positiv indlæring, motivation og forstærkning af ønsket adfærd, og hensynet til hundens velfærd prioriteres over alt andet. Vores holdninger til håndtering og træning af hunde er formuleret i et sæt etiske retningslinjer, som nøje udpensler præcis hvad vi mener - og hvad du kan forvente at opleve på vores træningspladser.

Jægerforbundets jagthundesekretariat har påtaget sig at vedligeholde et kort, som viser jagtforeninger på tværs af landet, som tilbyder jagthundetræning. Kortet er ikke nødvendigvis 100 pct. fyldestgørende, så kender du til jagtforeninger, der ikke vises på kortet - så send fluks en mail til jh@jaegerne.dk.

Kig nærmere på kortet og overvej om du skal med på det næste hold. Læs i øvrigt vores pjece "Ingen jagt uden hund," som giver gode råd og anbefalinger i forbindelse med anskaffelse og træning af jagthunden.