Jagt på hjortevildt
Pürschjagt
Pürsch er den tyske betegnelse for listejagt på hjortevildt. Når en dansk jæger bruger udtrykket, er der normalt tale om listejagt på alt fra duer til ræv og hjortevildt.
Pürschjagt er en enkeltmandsjagt, hvor jægeren lister rund i terrænet og opsøger vildtet. Pürschen kan groft opdeles i to faser:
Den opsøgende fase, hvor man lister forsigtigt rundt i terrænet for at finde vildtet.
Den afsluttende og intense fase, hvor jægeren skal bringe sig på skudhold.
Pürschjagt er en meget lidt forstyrrende jagtform, som man derfor kan udøve ofte. Parallelt med den egentlige jagt er det i lige så høj grad en aktivitet, der giver jægeren et større kendskab til terrænet og vildtet.
De fleste danske jægere stifter bekendtskab med pürschjagt i forbindelse med sommerens bukkejagt. Dyrene færdes alene, og løvet giver god mulighed for at nærme sig vildtet. Under efterårets brunstjagt på de større hjortearter, kan jagten også kombineres med lokkejagt.
Jagt på aktive dyr
Pürschjagt på hjortevildt afvikles normalt i de perioder, hvor dyrene er mest aktive, det vil sige i morgen- og aftentimerne.
Ræve er – inden for lovlig skydetid – mest aktive om morgenen. Derfor kan målrettet jagt på ræve med fordel gennemføres tidligt på dagen.
Vejret kan have stor indflydelse på dyrenes aktivitet. Således får regn og blæst i mange tilfælde vildtet til at søge læ eller dækning. Kort efter, at regnen er holdt op, kommer dyrene dog igen ud af bevoksningen for at blive tørre. Blæst gør dem mere agtpågivende og urolige, og det betyder en vanskeligere jagt.
I den opsøgende fase af jagten bevæger jægeren sig forsigtigt rundt i terrænet. Han/hun stopper jævnligt op – af og til med få meters mellemrum – og afsøger omgivelserne for vildt. På den måde bliver jagten en kombination af bevægelse og ”anstandsjagt”. Et gammelt tysk udtryk lyder da også: ”pirschen gehen ist pirschen stehen” (at gå på pürsch er at stå på pürsch).
Stå ofte stille
Dyrene afslører lettere sig selv gennem deres bevægelser, når man selv står stille. Den mest almindelige fejl er, at jægeren har for travlt under sin fremrykning og støder eller overser vildtet.
Er dyret først observeret og fundet skudbart, indledes fase 2 af jagten. Under hensyntagen til vind og terræn skal jægeren bringe sig på skudhold, så skuddet kan afgives etisk og sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Det indebærer, at dyret står med siden til, og at kuglebanen ikke generes af blade eller kviste. Derudover skal der inden for kort afstand bag dyret være sikkert kuglefang i form af jord eller lignende.
Under fremrykningen kan både synet af og støjen fra jægeren støde vildtet. Derfor må man – uden at miste kontakten med dyret – udnytte eventuel skygge, bevoksning og andre dele af terrænet til at holde sig ”skjult”, ligesom man skal undgå bevægelse, når dyret sikrer (tjekker omgivelserne for farer).
Udstyr til pürschjagt
Det bedste våben er en riffel, der ikke er for tung.
En kikkert er næsten uundværlig, og mange vil nok foretrække en model, der ikke er for tung.
Skydestokken er et redskab, man bør lære at bruge effektivt. Vælg en allround model, som ikke er for klodset. En tobenet med let betjente teleskopiske ben kan anbefales.
En kniv til opbrækning af skudt vildt er obligatorisk.
Påklædning: Vælg noget tøj, der ikke støjer, og som falder nogenlunde i med omgivelserne. Fodtøjet bør være vandtæt og have en blød eller tynd sål, så man kan mærke, hvor man træder. Mange snørestøvler/vandrestøvler er så stive og kraftige i sålen, at de er uegnede til pürschjægeren.
Anstandsjagt
Anstandsjagt betyder, at jægeren sidder stille og venter på vildtet. Jagtformen tager således sit udgangspunkt i vildtets behov for at bevæge sig fra dets hvileplads til det sted, hvor det søger føde. Derfor kræver succes med anstandsjagt et vist forhåndskendskab til dyrenes vaner – et kendskab, som den opmærksomme jæger opbygger under sin færden i terrænet.
For hjortevildtets vedkommende gælder det især opmærksomhed på sædepladser, fejninger, skrab og ikke mindst de veksler, der forbinder disse synlige tegn på dyrenes aktiviteter. Derudover skal man også have vildtets behov i tankerne: Hvor på terrænet finder de deres foretrukne føde eller dækningsmuligheder, og hvor vil der være læ og lunt?
Med tiden finder man ud af, at vildtets generelle vaner gør særlige steder i terrænet egnede til anstand.
Anstandsjagt byder på en fordel med hensyn til vildtpleje: Dyrene bevæger sig for det meste roligt omkring, og det giver jægeren gode muligheder for en tilsigtet afskydning.
Ubemærket på anstand
Når man har konstateret, hvor dyrene færdes, skal man afgøre sin optimale placering. Hvis man skal have udbytte af anstandsjagten, skal omgivelserne være uforstyrrede af jagten. Derfor skal jægerens gang frem til den valgte placering ske under hensyntagen til vind- og terrænforhold, så han/hun ikke bliver bemærket.
Vinden må ikke bringe ens fært derhen, hvor vildtet formodes at opholde sig – og naturligvis slet ikke ud over det areal, hvor dyret forventes at komme til syne. Da forholdene ikke altid er ideelle, er løsningen at gå på plads i så god tid, at omgivelserne kan nå at falde til ro inden for ”jagttid”.
Dyrene er mest aktive i de tidlige morgentimer og hen under aften. Derfor er det som hovedregel i disse perioder, jagten koncentrerer sig.
Lokkemidler med effekt
Dyr, og især unge individer, besidder en vis nysgerrighed. Derfor kan lokkemidler øge chancerne for succes.
For hjortevildtet gælder det især i brunstperioderne. Man kan lokke hjortene frem/til sig ved at efterligne deres brunstlyde, eller ved at efterligne lyden af fejninger og kampe ved hjælp af medbragte kastestænger. For råvildtets vedkommende kan man også efterligne råens eller lammenes piben – man ”blader” bukken frem.
Sparsomt udstyr
Anstandsjagt kræver ikke større mængder materiel. Våbnet skal være en velindskudt riffel, monteret med en god sigtekikkert. Anstandsjagt/lokkejagt på ræv kan også lade sig gøre med haglbøsse, så længe der ikke bruges skydestige eller tårn.
Ud over våbnet er det en god idé at medbringe en håndkikkert og eventuelt et siddeunderlag. Hvis jagten foregår fra jorden, er det en fordel at have stol og skydestok med. Kombinerer man anstandsjagten med lokkejagt, er det måske nødvendigt at have et lille udvalg af lokkekald til rådighed. Myggebalsam bør også have en fast plads i lommen.
Jagt fra skydetårn og -stige
Jagt på hjortevildt og ræv fra skydetårne og -stiger er efterhånden blevet meget udbredt herhjemme. Jægeren placerer sig i skydetårnet eller skydestigen og venter på, at vildtet kommer frem. Enten af sig selv (anstandsjagt) eller når det bliver drevet frem (trykjagt, drivjagt osv.) Fordelen ved at sidde højt til vejrs er, at det er nemt at opnå kuglefang og dels at jægerens fært ikke er så tydeligt, hvor vildtet færdes.
Jagt på pattedyr er ellers som udgangspunkt forbudt fra kunstige skjul og fra platforme eller sæder, som er hævet mere end 50 cm over det omgivende terræn.
Alligevel må klovbærende vildt og ræve jages med riflede våben samt bue fra skydetårne og -stiger, når en række betingelser til tårnene og stigerne er opfyldt.
Tårne og stiger skal være anbragt mindst 130 m fra anden ejendom. Afstandskravet kan dog fraviges, hvis der foreligger en skriftlig aftale med ejeren af naboarealet. Der er desuden en del andre regler, der skal overholdes.
Som ved alle andre jagtformer, gælder det om at sætte sikkerheden i højsædet. Når man klatrer på plads, skal våbnet være afladt. Når man sidder på jagt, skal våbnet pege i en forsvarlig retning. Hvis man er træt, bør man kravle ned. Mange jægere er gennem tiden kommet alvorligt til skade ved fald fra skydetårne- og stiger.