Hundetræning tiltrækker ikkejægere

Seks gange om året var der træning i Slangerup Jagtforening, da Michel Worm for fem år siden startede som formand for hundeudvalget.

- Hvis jeg skal bestemme, skal vi have hundetræning hele året, sagde han dengang, og siden har træningen grebet meget om sig. Flere instruktører er kommet til, og historien om hundeafdelingen spreder sig som ringe i vandet og tiltrækker også mange hundeejere uden for jagtverdenen. De vil gerne have grundlydighed og stimulere deres hundes jagtinstinkter.

Da vi kiggede forbi til træning en onsdag aften, var det derfor ikke kun jagthunde, der løb rundt på græsset eller sad forventningsfulde ved deres føreres side. Omkring det hyggelige naturområde ved skydebanen og jagtforeningens klubhus havde en bred vifte af racer fuld fokus på træningen – og på de lommer i ejernes hundeveste, hvor godbidderne befandt sig.

Positiv træning

- Vi laver positiv hundetræning, fortæller Michael Worm. Hvis hunden kan lide at være sammen med dig, får du nogle helt andre resultater, siger han, og fortæller hvordan en hund, der er glad for at være sammen med sin ejer, ikke behøver at være i snor og er lettere at kalde til sig. Den har også mindre tendens til at knaldapportere:

- Når den rejser et stykke vildt, følger den det, fordi det er en del af dens instinkt – men kun kortvarigt. Den er nemmere at kalde ind, for det er dig, den gerne vil være sammen med.

Når hundefolk har været med på jagt og set Micheal Worms hunde i aktion, har samarbejdet mellem hund og ejer været en øjenåbner, og flere render nu rundt med en pose godbidder og taler pænt til deres hunde:

- Andre kigger stadig lidt skævt til de mange godbidder, men de er kun nødvendige i starten. Når hunden kan lide at være sammen med dig, er de ikke vigtige.

Skideballe eller ros?

- Vi vil ikke have at folk råber og skriger ude på anlægget. Hvis hunden gør noget forkert, er det ikke med vilje, men fordi opgaven er for svær, eller hunden ikke har forstået den ordentligt. Der skal man ikke skælde ud, men tålmodigt lave øvelsen om, og prøve igen, siger hundeudvalgsformanden, der plejer retorisk at spørge folk, der hæver stemmen over for deres hund:

- Hvad vil du helst selv hjem til? Skideballe eller ros?

På holdene går både hårde og bløde hunde, forklarer han. Hvis ejerne til de hårde hund står og råber og skriger, får den bløde hund ved siden af måske ødelagt træningen.

Ikke kun for jagthunde

En del af de hunde, der kommer fra hjem uden tilknytning til jagt, er ikke racerene. Nogle har måske følt sig mindre velkomne i specialklubberne, men i jagtforeningen bliver de taget godt imod:

- Alle hunde har glæde af kontaktøvelser og socialisering med andre hunde. Vi har virkelig mange forskellige racer, derfor er træningen baseret på, at alle skal kunne være med. Det er overhovedet ikke kun for jægere – tværtimod, fortæller Michael Worm:

- Vi giver nogle redskaber til hvordan, man kan lave positiv indlæring. Både med godbidder og andre former for belønning som f.eks. bolde eller dummier.

- Og så siger jeg altid til kursisterne: Når I kommer hjem fra arbejde, så smid alt hvad I har i hænderne og kast jer ned på gulvet til jeres hunde. Det er det tidspunkt, hvor de higer allermest efter jeres selskab. Det gør at hunden synes du er den bedste i verden, og I knytter endnu stærkere bånd.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Weekendseminar

Som noget nyt havde Slangerup Jagtforening i foråret et weekendseminar, hvor instruktører udefra forklarede om empowerment inden for hundetræning: samarbejdet med hunden og om hvordan man styrker det. En anden instruktør fortalte om hundefitness, som forebyggelse af skader:

- Deltagerne lærte en masse om samarbejde, positiv indlæring og træning, som alle hundeejere kan bruge. Seminaret var en kæmpesucces, som vi gentager igen næste år.

Ikkejægerne er et positivt bidrag

I et hjørne af træningsanlægget er Helle Fischer ved at instruere aftenens hold af unghunde. Stemningen er afslappet og fuld af positiv energi. Ikke mindst blandt hundene, der foruden retrievere består af en jack russelterrier en labradoodle en frengle og en havaneser! Helle har fuld opmærksomhed og taler roligt og kompetent. Med mere end 30 år som hundeinstruktør er hun en erfaren dame, der har været omkring både Gravhundeklubben og Dansk Retrieverklub før hun endte i Danmarks Jægerforbund. Til træningen kommer både jægere og ikke jægere – og dem, der er midt imellem: folk, der deltager på jagt for hundearbejdet, men ikke har interesse for at nedlægge vildt. Ikkejægerne er et positivt bidrag til mangfoldigheden i foreningen såvel som til det sociale, fortæller Helle Fischer:

- Både hundene og deres ejere lærer, at der er mange slags hunde: der er store og små, nogle med en masse pels og andre uden. Nogle opfører sig måske helt anderledes, end de andre hunde er vandt til at se. Læren er, at selv om de er anderledes, kan de sagtens være søde, rare og dygtige.

- De bliver også inspirerede af at kigge på hinanden. Nogle hunde har måske ikke lyst til at tage noget uldent i munden, men når de andre gør det, ser det måske alligevel meget sjovt ud. De spejler sig i hinanden og lærer – både det gode og det dårlige, griner Helle Fischer:

- Så snart der er en, der er lidt fræk, og laver ballade, så har vi en fest. Det er meget givende at være instruktør – ellers gjorde jeg det ikke!

Alle skal have grinet

- Hunde og menneskers hjerner er egentlig ret ens. Det er bare os mennesker, der skal forstå, at det er en som os selv, vi har mellem hænderne, siger Helle Fischer.

Også små praktiske ting kan blive vendt og løst på en træningsaften. Det kan være hunde, der ikke kan lide at være alene hjemme eller måske ikke bryder sig om andre hunde, forklarer Helle Fischer, der elsker samspillet mellem hund og fører:

- Mit mål er, at alle skal have noget med hjem fra træningen, og at vi alle sammen skal have grinet!

Træner mennesker

Da øvelserne skal trænes derhjemme, er meget af instruktionen rettet mod hundenes ejere:

- Det er egentlig førerne vi træner. Det kan nogle gange være en udfordring, for nogle er ikke vandt til at få besked om, at nu skal de høre efter! Samtidig skal de lære at læse hunden, og det er svært. Hunde sender så mange signaler, at vi mennesker slet ikke kan være med. Når man i en trænings- eller jagtsituation kun ser hunden bagfra, opfanger man ikke de små tegn, hvor ørerne måske lige vender eller andet. Det er pokkers svært, men det er også det, der gør det spændende, siger Helle Fischer.

Nedbryder racisme

Annette Østbjerg og den brune labrador Elliot er en af deltagerne på Helle Fischers hvalpehold. Hun er ikke jæger og at træne i en jagtforening er nyt for hende. Måske havde hun en fordom om, at det var meget hård træning:

- Men det er snarere tvärtom. Det er virkelig god og positiv træning. Og dygtige instruktører, siger hun med glød i stemmen.

Hun, Elliot og de andre deltagere startede samtidig på hvalpeholdet hos Helle, da hundene var helt små. De er på tredje slot nu, så hundene er vokset op og har udviklet sig sammen:

- Det har været sjovt! Jeg går på hold med en jack russel-terrier og labradoodler… man kommer tæt på de andre hunderacer, hvor der andre steder måske kan være lidt racisme mellem racerne:

- Det nedbryder man i jagtforeningerne, samtidig med, at der er et godt socialt miljø, med tid til en snak og en vand bagefter. Det er en fin treeninghed mellem kompetencer, højt til loftet og hyggelige rammer, siger Annette Østbjerg og understreger, at fagligheden er virkelig høj:

- Det er god træning. Jeg har ikke oplevet at Helle syntes at nogen af hundene var umulige. Det er kun førerne, der har fået lidt skældud, griner hun: det er meget kompetent!

Lavet til at gå på jagt

Heller ikke Sanne Gram-Nielsen, der på et andet hold træner med tolleren Storm er jæger. Men som ejer af en jagthund synes hun, at det er mest rigtigt at træne i en jagtforening:

- Den er lavet til at gå på jagt og i foreningen kan man træne en masse ting, hvor man aktiverer den side. Det synes jeg er skægt. Det handler om at få hundene til at fungere bedst muligt – ikke mindst mentalt, mener hun:

- Hvis vi ikke aktiverer en hund, der er så primet på jagt, så får vi en hund, der ”hænger på væggen”, siger hun med henvisning til, at en Nova Scotia Toller nok er kendt for at være en sød og dejlig familiehund, men også for at have et stort aktivitetsbehov: Den har lidt damp i sig, og det skal man være opmærksom på.

Hunden vil rigtig gerne

Sanne Gram-Nielsen arbejder som dyrlæge ved DTU hvor hun beskæftiger sig med dyrs adfærd:

- Der er kun én dyreart, der gider at samarbejde med os, og det er hunden. Og den vil rigtig, rigtig gerne! Den har behov for sin ”flok,” og det er menneskene. Det samarbejde fascinerer mig, og derfor går jeg i en jagtklub!

Hun bor selv i Slangerup og lægger vægt på, at hun kan træne i nærheden.

- Det giver momentum at komme en gang om ugen, før vi tager hjem og øver på det, vi har lært. Man kunne også gå i en schæferhundeklub eller DKK, men når man har en jagthund, er det oplagt at gå i en jagtforening.