Offentliggjort den: 06. december 2023

Rejsegilde ved Jagtens Hus

Onsdag i denne uge stod murene færdige og tagkonstruktionen var rejst på den nye værelsesfløj ved Jagtens Hus. Det blev fejret på behørig og traditionsrig vis.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Søren Vendelbo

Siden starten af september har håndværkere og gravemaskiner været i gang ved jægerforbundets domicil, Jagtens Hus på Kalø. I dag, onsdag den 6. december, var det så tid til rejsegilde på den længe ventede værelsesfløj.

På grund af udfordringer med det omskiftelige vejr skete forberedelserne til rejsegildet med kort varsel, men der blev alligevel tale om en festlig og mindeværdig begivenhed. Også for de mange, der ikke kunne deltage, men som mange år ud i fremtiden vil komme til at nyde godt af byggeriet.

På Danmarks Jægerforbunds repræsentantskabsmøde tilbage i 2021 blev det nemlig vedtaget at der skulle opføres en værelsesfløj til gavn for overnattende DJ-medlemmer på f.eks. kurser. Hidtil har det været praksis, at gæster har overnattet på vandrehjemmet i Rønde eller på den nærtliggende landbrugsskole. Med opførelsen af værelsesfløjen, som kommer til at indeholde 10 stk. topersoners værelser, vil i hvert fald en del kursister fremover kunne blive i de skønne omgivelser omkring Jagtens Hus.

Det er Arkitektfirmaet Arkitema, der også står bag Jagtens Hus, som har tegnet værelsesfløjen. Det har man gjort på en måde, så den matcher det visuelle udtryk i det øvrige Jagtens Hus. Den nye fløj ventes at stå klar til brug i løbet af 2024.