Vildtvenlig landbrugsdrift

De danske marker er ofte monotone ørkener uden grundlag for økosystemer og liv. Men med få tiltag kan du lave en vildtvenlig landbrugsdrift.

I det åbne landbrugsland har markvildt, insekter, krybdyr og padder vanskelige levevilkår. Landbrugslandets vildtarter stiller krav om føde- og dækningsmuligheder, der ligger i umiddelbar nærhed af hinanden. Diger, skel og levende hegn kan give dækning, hvorimod føden ofte skal findes på de dyrkede arealer. Med den nuværende landbrugsdrift er det svært at få opfyldt disse to behov inden for et begrænset område.

Problemet i det danske agerland er først og fremmest de monotone marker. I disse ”ørkener” er der ikke grundlag for et velfungerende økosystem og dermed ikke særlig meget liv. Isoleret set kan der i en konventionelt dyrket mark ikke eksistere fødekæder.

 

Læs vores pjece om natur- og vildtpleje på landbrugsarealer her:

 

Vildtpleje på arealer med økologitilsagn

Der foreligger andre regler og retningslinjer for vildtpleje på økologiske arealer, end på arealer drevet konventionelt. Det kan du læse mere om her i vores faktaark om vildtpleje på arealer med økologitilsagn.

Muligheder for tilskud

Med en række enkle initiativer kan naturindholdet på landbrugsarealer forbedres. Mulighederne for at forene naturhensyn og landbrugsdrift er mange, og det kan tilmed i mange tilfælde gøres med tilskud fra en støtteordning.

Det ideelle landbrug for vildtet

Det ideelle landbrug – set fra vildtets synsvinkel – har en varieret markdrift med mange forskellige naturtyper tilknyttet. Med udgangspunkt i et landbrug på 100 ha skal der være:

  • Mindst seks forskellige markafgrøder.
  • Nogenlunde ligelig fordeling af vår- og vinterafgrøder.
  • Udlægning af sprøjtefri randzoner på 6 meter og en reduceret udsædsmængde i de yderste meter. Det giver plads til etårige ukrudtsarter, som har stor betydning for markvildtets livsbetingelser.
  • Langstrakte marker på maks. 15 ha og med en bredde på højst 150 meter.
  • Markskel bestående af markvildtstriber eller lave levende hegn.

Levende hegn giver vildtet i marken føde (frugter og bær) og dækning – jo flere hegn, jo bedre.

Markvildtstriber på 3-5 procent af arealerne i omdrift (dyrkede arealer).

  • Gerne reduceret jordbehandling, da det giver flere regnorme og jordinsekter, som øger vildtets muligheder for at søge føde.
  • 5-20 procent overdrev, ferske enge og kær, gerne med afgræsning af kreaturer.
  • 5-20 procent moser og søer.

Markvildtstriber

Hvis livsbetingelserne for markens vildt skal forbedres, er det mest oplagte tiltag markvildtstriber på dyrkede arealer. Markvildtstriber kan anlægges på flere forskellige måder, enkeltvis eller i kombination:

  • Insektvold.
  • Barjordsstribe.
  • Udyrket stribe/spildfrøstribe.
  • Græsstribe med gammel vegetation.
  • Græsstribe med kort vækst.
  • Vildtafgrøde i form af striber med bi- og vildtvenlige afgrøder.

Hver for sig eller sammen bidrager disse former for terrænpleje til at skabe bedre livsbetingelser for dyrelivet i det åbne land. Markvildtstriberne er især til gavn for agerhøns, fasaner, viber, lærker og harer. Råvildt nyder også godt af dem, og det samme gælder insekter, padder, krybdyr og småfugle.

Mål: variation

Hovedformålet med markvildtstriber er at bryde større dyrkningsflader og skabe variation. På den måde opstår der områder med redesteder, føde i form af insekter og frø fra enårigt ukrudt, grøntfoder, vinterdækning og bar jord.

Naturen på dyrkede landbrugsarealer har i det hele taget gavn af terrænpleje. I mange tilfælde kan en sådan pleje desuden bidrage til øget miljø- og klimahensyn – og dermed et mere bæredygtigt landbrug.

Mere vildt – flere bier

Markvildtstriber giver grundlag for flere nyttedyr i marken. Det gælder således bier, hvis bestøvning af afgrøder er opgjort til en milliardværdi for landbruget.

Ved at skabe flere grænseflader mellem de dyrkede marker og hegn/markvildtstriber i et område øger man samtidig mængden af vildt. Det er nemlig i disse grænseflader, der findes mest vildt – både i antal arter og individer.

Når der udlægges arealer med markvildtstriber, sker der også det, at nogle af markens naturlige planter indfinder sig. Det drejer sig om mælder, pileurt, hanekro og flere andre. De har stor betydning for etablering af egnede levesteder til markens vildt og dyrelivet i det hele taget.

Placering og form

Stribeformen er den mest hensigtsmæssige, fordi den er let at integrere i landbruget. Den kan fx placeres langs et markskel eller midt i marken. Samtidig giver striben den længste omkreds, så den skaber variation langs et stort område. Denne variation omtales ofte som randeffekten.

Markvildtstriben skal helst placeres, så forageren bevares og markdriften i det hele taget ikke generes. Den optimale placering er midt i marken.

Agerhøns på retur

En sammenfatning af især engelske forskningsresultater giver et bud på de vigtigste årsager til, at bestanden af agerhøns er gået tilbage (prioriteret rækkefølge):

  • For stor dødelighed blandt kyllingerne – sultedød på grund af mangel på insekter.
  • For dårlige redeskjul og muligheder for dækning.
  • Rovdyr.
  • For lidt føde til de voksne fugle.