Våbenråd

Danmarks Jægerforbund ønsker en stærkere og mere forankret våbenlovgivning i Danmark, der sikrer tryghed i samfundet, men som også gør det muligt at anvende våben til anerkendte formål. For at nå dette mål om en velafbalanceret og solidt forankret våbenlovgivning ønsker Danmarks Jægerforbund, at der oprettes et rådgivende udvalg under Justitsministeriet, der formelt kan rådgive justitsministeren i våbenspørgsmål.

På et møde med Søren Pind i november 2016 overrakte Danmarks Jægerforbund et katalog fra organisationerne bag de danske våbenejere. I kataloget er der en række konkrete løsningsforslag, som vil lette hverdagen for våbenejerne uden at gå på kompromis med sikkerheden. Du kan læse kataloget her.  

Rådets primære opgaver

Rådet skal have til opgave at rådgive og afgive indstillinger til justitsministeren i større principielle våbenrelaterede spørgsmål. Spørgsmål, der skal behandles, forelægges rådet af justitsministeren, Justitsministeriet eller Rigspolitiet. Derudover skal rådet være bemyndiget til af egen drift at tage emner i relation til våbenlovgivningen op til debat.

Rådets opbygning

Danmarks Jægerforbund anbefaler, at et våbenråd i dets opbygning, forankring og arbejdsmetode etableres med udgangspunkt i det nuværende Vildtforvaltningsråd under Miljø- og Fødevareministeriet (§ 51 i Lov om jagt og vildtforvaltning). Det indebærer, at våbenrådet bliver indarbejdet i lovgivningen, således at rådet fastholdes over tid, og at kontinuiteten i rådets arbejde sikres.

Vildtforvaltningsrådets otte medlemmer ud over formanden er karakteriseret ved at rumme de mest toneangivende organisationer med holdninger til jagt og vildtforvaltning i Danmark. Det betyder at modsatrettede interesser og holdninger har mulighed for at blive fremført. Det giver en sund debat i rådet og ikke mindst afbalancerede indstillinger til ministeren. Praksis har været, at den siddende miljøminister har vurderet, at når man er blevet enig i Vildtforvaltningsrådet, har man uden indsigelser kunnet ophøje indstillingen til lov.

Forslag til våbenrådets sammensætning

For at sikre afbalancerede indstillinger til justitsministeren bør rådet bestå af brugere (f.eks. Danmarks Jægerforbund, DGI-skytterne og Dansk Skytte Union), forhandlere og producenter (f.eks. Danmarks Våbenhandlerforening), Transportører af våben (f.eks. Dansk Transport og Logistik og Danske Speditører) og andre organisationer som f.eks. Advokatsamfundet, Retssikkerhedsfonden og Det kriminalpræventive råd.