Palle, PTSD, pyrsch og pløjemark

34-årige Palle Würtz er klejnsmed, socialpædagog, selvstændig iværksætter, sergent og krigsveteran. Han har lært at leve med PTSD, kronisk depression og stress. Faktisk er diagnosen blevet hans drivkraft, og han insisterer på at se det positive i livet. Jægers udsendte tog med Palle Würtz på bukkejagt den 16. maj og fik indblik i hans liv.

Skrevet af: Anita Vognstrup, 07. januar 2018
Foto af: Anita Vognstrup

Jagt har afgørende betydning for Palle Würtz. Den har både været hans redningsplanke og tæt på at blive hans endeligt. Jagten og naturen bliver da også hurtigt omdrejningspunktet for samtalen, da vi mødes i hans værksted udenfor Holstebro, hvorfra han driver sit snedkerfirma Thatwooddo. Det handler om at sætte pris på nuet, på naturen og det, man har, når man lever med PTSD.

Sergent Palle Würtz var udsendt til Afghanistan to gange. I 2008 (ISAF 6) og 2012 (ISAF 14). Det gav ham en tung diagnose i rygsækken: PTSD og dertilhørende kronisk stress og depression. Han er en af de få ramte, det er lykkedes at få anerkendt sin PTSD af Arbejdsskadestyrelsen efter en årelang opslidende kamp mod systemet, hvor familielivet også krakelerede undervejs.

– Jagten var det eneste, som jeg havde at holde fast i. Det var kun derude, jeg fandt ro og kunne mærke mig selv, fortæller han.

Da han var allermest dårlig, var han på jagt flere gange om ugen. Måske ikke for at skyde noget, men så var der ligesom en legitim undskyldning for at tage ud i naturen, at tage væk: ”Jeg tager på jagt”. Så sad han der og stirrede ud i luften på havet eller i skoven. Nogle dage gjorde godt, og nogle dage formørkedes verden omkring ham.

Tæt på selvmord

Og en decembermorgen i 2015 var det mere, end han kunne bære. Han sad på sin jagt ved Ulfborg – der, hvor vi går rundt denne dag i maj – i skydetårnet med riffelløbet under hagen og var ved at tage den endelige beslutning. Den, man aldrig kan gøre om.

– Den dag, da jeg sad der, da ville jeg bare ikke mere. Jeg havde fået nok. Jeg følte ikke, at jeg kunne være noget for nogen – ikke engang min lille datter. Hun skulle ikke vokse op med den usle far. Men det lavpunkt blev mit vendepunkt, fortæller han.

Og fra den hårde bund, som man som bekendt måske skal ramme, kom han opad igen. I dag har han været gennem hundredvis af timers terapi, og som han selv siger, kender han nok sig selv og sine grænser bedre end de fleste. Men stadig er jagten og naturen det sted, hvor han får energi og oplader det batteri, som kun kører på halv kraft og hurtigt tæres af sygdommen.

På jagt med PTSD

Palle vil gerne bryde det tabu, som omgærder PTSD og psykisk sygdom i samfundet. Især forestillingen om, hvad man kan, og hvad man ikke kan med den slags diagnose. Det gør han gennem foredrag og socialt, lokalt og politisk engagement. Og med hans firma Thatwooddo, som er et socioøkonomisk projekt, der bl.a. har til formål at støtte andre veteraner og psykisk belastede med at få en hverdag og noget positivt ind i livet gennem håndværket og kontakt med naturomgivelser.

Naturen er et vigtigt tema i Thatwooddo, fordi han selv mener, at den gør så godt for krop og sjæl, og han drømmer om at bruge jagt aktivt i projektet.

– Jagten er et godt sted at åbne op. Det er et sted, hvor alle er lige, hvor diagnoser viskes væk, og hvor man er jæger først og fremmest. Jeg drømmer om at få et stykke jagt eller to, hvor jeg kan dele ud af min viden og min glæde ved jagt og natur. Jeg vil gerne drage omsorg for andre, som har brug for den udstrakte hånd, fortæller han.

Selv går han nu helst alene på jagt eller sammen med andre soldater. Med dem er han mest tryg ved våbenhåndteringen. Men når han går på jagt, er der også mange situationer, som kan bringe ham tilbage til krigen. Som for eksempel jagt i majsmarker, som der findes mange af i Afghanistan.

Skyggerne i majsen

– Når jeg står på post der, så er der bare noget, som tager mig tilbage. Har jeg f.eks. skudt en ræv i en majsmark, så er det altså med ekstra hamrende hjerte – uden nogen direkte grund, andet end at det er i en majsmark, forklarer han.

Hver eneste dag er alle hans sanser komplet skærpede – klar til forsvar, til flugt, til kamp. En mentalt og fysisk drænende tilstand, som han har lært at leve med og indretter livet efter. Og som han endda kan finde det positive i.

Som når vi f.eks. bevæger os roligt gennem pløjemarken, og han fornemmer selv den mindste bevægelse i horisonten. På grund af sin PTSD observerer han alt.

– Selvom jeg ikke ser det, eller hvad det er, så ser jeg det. Og jeg ser det jo egentlig som noget, der er forkert eller farligt. Noget, der kan være en trussel, siger han.

Da vi vader gennem plovfurerne, stopper Palle pludselig. Et blåt låg stikker op af den gråsorte lerjord.

– Førhen, da jeg var rigtig dårlig, ville jeg være gået fuldstændig i sort over det der og troet, at det var en landmine, fortæller han.

På vej hjem i bilen fortæller han, hvordan han har fået roen derude. En time rundt om en mark med vinden i ansigtet og det eneste, vi så, var et par svartbage, gravænder, gråænder og daggamle spor fra de rådyr, der glimrede ved deres fravær.

Det var nok at se på, hvordan græsset blev ekstra grønt i det grå vejr, og de gule siv stod mod den petroleumsfarvede himmel. Heden var uendelig, og lærkernes næsten lidt for gennemtrængende kvidren gav den mest perfekte melankolske og dog frie bevingede forårsfølelse i den svale, fugtige majluft, hvor regnen stadig ulmede.

– Det er jo angsten, der driver mig

Palle blev uddannet socialpædagog i 2017. Det var en uddannelse, han tog, for at gøre en forskel for andre. Han bruger den i Thatwooddo, hvor målet er at skabe arbejdspladser og projekter til PTSD-ramte eller andre med psykisk sygdom. Så de her kan få succes med en hverdag, skabe noget og give plads til alt det, man kan med en psykisk lidelse, fremfor den megen fokus, som Palle Würtz mener, at samfundet lægger på det, man ikke kan.

– Det føles jo faktisk, som om man helst ikke skal have det bedre eller kunne noget, når man har en diagnose. Det vil jeg ikke finde mig i. Jeg vil kunne en masse, netop pga. min diagnose, og det er den hårde virkelighed, der driver mig, fortæller han, da vi står i værkstedet mellem de smukke plankeborde i duften af nysavet træ.

Palle Würtz er et godstog, der vil, fordi han kan. At arbejde med angsten for at fejle, opdage, at der ikke sker noget ved det, og så komme videre derfra – det er drivkraften for ham. Deraf stammer også navnet Thatwooddo, som er en omskrivning af det engelske ”that would do” – på dansk ”det går an.”

Han tror på, at når man f.eks. starter en virksomhed som hans, så kan hans indtægt godt være god for ham og samtidigt gøre noget godt for andre. Han praktiserer det, han kalder omsorgsfuld egoisme: Han er nødt til at tage vare på sig selv og fokusere på at passe på sig selv, for at han kan være noget godt for dem, han holder af, og der er så mange, han vil det godt.

Som et godstog

I maj 2016 blev han tildelt Forsvarets medalje ”Såret i tjeneste”, og han ser det mere som en anerkendelse end en hædring. En anerkendelse af, at han gør en forskel, og motivation til at kæmpe videre for hans sag. Han virker som et godstog i trods. Bliver han aldrig slået ud?

– Jo, jeg bliver slået ud hele tiden. Men det lader jeg mig ikke slå ud af, smiler han.

Dagen slutter med en gåtur i den nærliggende natur hjemme i Mejdal med hans godmodige rottweiler, Sian, som også er hans bedste ven gennem tykt og tyndt. Palle Würtz står stille og ser mod himlen gennem træernes kroner.

– Bare at stoppe op og kigge på naturen, se lysningen, de nye grønne blade, det er det, der giver energien, selvom der er travlt, og jeg har run på, siger han.

Han er træt og gaber. Han begynder at miste fokus midt i sætninger. Nu går den snart ikke mere. Han skal have sin middagslur. Det er en nødvendighed, som han accepterer i sin hverdag. Han lever livet med de følger, det har at have kronisk stress og depression. Han respekterer, at PTSD'en altid er der – og også ofte overmander ham. Han har indrettet sit liv, så det har sin plads som en del af hans identitet. Han mærker efter hver eneste dag, og han insisterer på at leve sit liv til fulde ikke på trods af, men med sin PTSD.

– Hele min historie er jo tung, besværlig og hård – livet er hårdt. Men herude, i det her, der kan man bare se, at svaret er simpelt. Naturen, jagten, det smukke og simple. Det er bare det, der gør en ydmygt lykkelig for livet, mener han.

Du har netop læst en artikel fra magasinet Jæger. Jæger er Danmarks ubetinget største magasin om jagt, vildt og våben. Og så er det Danmarks Jægerforbunds medlemsblad. Bliv medlem i dag, og få Jæger direkte i postkassen 11 gange om året.