Guldfeber

Lokkejagt på den ulvelignende guldsjakal i Bulgarien er en uhyre spændende jagtform i et land, der ellers er ret ukendt for danske jægere.

Skrevet af: Thomas Lindy Nissen, 12. januar 2018
Foto af: Thomas Lindy Nissen

Det hjerteskærende skrig, der udgår fra Petar Georgievs lokkekald, flår stilheden i stykker, og får Jens Kjær Knudsen til at stivne. Med riflen i anslag og tommelfingeren hvilende på sikringen lader han øjnene glide over den snedækkede eng foran sig. Blikket følger kanten af det tætte krat i slugten under ham.

Langt ude, på den anden side af slugten, opdager han en ulvelignende skikkelse i hurtig bevægelse over sneen.
Petar sender igen et klagende skrig ud i stilheden, reaktionen er øjeblikkelig. Guldsjakalen drejer af, forsvinder ned i slugten foran Jens og dukker sekunder senere op i det åbne terræn direkte foran ham. Bag den ses yderligere to sjakaler. De nærmer sig alle i fuld fart, lokket af vinterens eksistensminimum og forventningen om et let måltid.

Jens skubber sikringen frem, fanger trådkorset med øjet og lader den fine, orange plet midt i tråden følge dyret. Hvilken chance – og så på den første dag.

Dublé

Guldsjakalen opdager pludselig, at noget er galt. Den er 130 meter ude, men står perfekt. Jens slipper kuglen, måske lidt forhastet. Kuglen slår i sneen lidt ved siden af den store sjakal. Ærgerlig start på første dag, men helt normalt på denne type jagt, hvor beslutninger skal træffes på brøkdele af sekunder.
Jagten foregår i det sydøstlige Bulgarien omkring byen Polski-Gragegs 150 kilometer fra den tyrkiske grænse. Den lokale jagtforening har jagtretten på samtlige 6.000 hektarer omkring byen, hvor Petar er født og bor.

Bestandene af andre vildtarter end guldsjakal er på grund af et alt for stort lokalt jagttryk meget begrænsede. Dog finder vi spor af et enkelt stort vildsvin. Til gengæld er der spor efter sjakaler alle steder.

Efter frokost følger de to jægere et markspor med tung tøsne og mudder ud over en åben mark. Jens og Petar finder sig til rette ved en lille remise, og da Petar kort efter går i gang med at kalde, er der øjeblikkelig reaktion. En stor guldsjakal kommer springende fra en remise lidt over krattet i slugten under jægerne. Den er omkring 500 meter væk, men nærmer sig hurtigt, og den følges af yderligere to sjakaler. Sekunder senere er de fremme ved kanten af krattet 200 meter under Jens. Nysgerrigt forsøger de at udlede, hvorfra opstandelsen kommer. Petar kalder igen, de nærmer sig, og Jens udnytter denne gang situationen. Først nedlægger han den gamle han, Petar standser med et sjakalhyl en ung sjakal i dens flugt, hvorefter også den nedlægges.

Grå skygger mod hvidt

På grund af snefaldet er jægerne næste dag igen nødt til at gå et par kilometer, inden de når deres næste post, da selv et firehjulstrukket køretøj som Petars ikke kan tage sig frem under de besværlige forhold.

De sætter sig i nogle buske ved en dalsænkning med tæt krat i bunden og skov ovenover.

Den første sjakal kommer, inden Petar overhovedet har kaldt. Lige inden den når ind og fanger fært af jægerne, standser Petar den ved at gø som en guldsjakal. Dyret stopper helt perfekt i det eneste hul mellem grene og kviste, den står perfekt med bredsiden til, men inden Jens får mingeleret riffelpiben de fem centimeter længere ned, som er nødvendigt, for at han kan skyde, springer det vagtsomme dyr.

Guiden begynder at kalde, og et minut senere glider en grågylden skygge gennem buskene på modsatte skråning. Sjakalen løber parallelt med dalen et halvt hundrede meter, inden den lægger kursen 90 grader om og nærmer sig. Da Jens er klar, standser sjakalen op for at orientere sig mod kaldet. Kuglen slippes, og dagens første nedlagte sjakal er en realitet. Mindre end 10 minutter senere nærmer endnu en sjakal sig. Den er fristet delvist af kaldet og delvist af lugten af frisk blod – fristelser, der kommer til at koste den livet.

500 guldsjakaler

Jens og Petar nyder succesen og taler om de to situationer, inden Petar bestemmer sig for at kalde lidt mere fra samme position. Guldsjakaler kan både træffes alene eller i mindre familiegrupper, så måske der er flere dyr i nærheden. I samme øjeblik de igen orienterer sig mod skråningen på modsatte side af dalen, ser de en sjakal stivne ved synet af de to jægeres bevægelse. Den er blot 20 meter fra den døde frænde og kommer ad præcis samme spor. Jens hæver hurtigt riffelpiben, men bevægelsen bliver én for meget for sjakalen, der snurrer rundt, sætter i spring og forsvinder.

Når man jager med en sjakalentusiast som Petar, der, på trods af at han endnu ikke er fyldt 30, har nedlagt mere end 500 guldsjakaler, er der ikke tid til at sunde sig oven på sådan en oplevelse. Kaldet jamrer igen. Den klagende smerte giver genlyd i dalen, og den virker endnu en gang. Sjakalen vender rundt og søger atter ned mod sin forendte frænde – drevet ikke bare af lyden, men også den friske blodlugt. I koldt vejr som dette virker det meste. Posten kaster igen to dyr af sig – helt utroligt.

Drivjagt med restriktioner

På turen er indlagt halvanden dags drivjagt med hunde sammen med et hold jægere fra den lokale jagtforening. Drivjagt på guldsjakal er i Bulgarien tilladt fra først i oktober til midten af januar. Man skal være minimum otte og maksimum 20 deltagende jægere, hvis der anvendes hunde på drivjagter, der i øvrigt kun må afvikles lørdag og søndag og kun på sjakal og vildsvin.

Såterne er flere hundrede meter lange, smalle tjørnekrat. Skytterne er posteret midt i krattet eller omkring den slugt, hvori såtens krat løber. Jens er posteret ved en lille bæk midt inde i krattet, og få minutter efter drevet er sat i gang, smyger en sjakal sig ned langs bækkens bred. Her ender den sine dage.

Hundeglammene bliver tydeligere og tydeligere, og kort efter er de i øvrigt meget smukke hunde fremme ved dyret, der får en rystetur, alt imens Jens krydser fingre for, at skindet ikke bliver ødelagt.

Drivjagten er langtfra lige så fascinerende som lokkejagten. Under drev virker sjakalen ret undselig i flugten, hvor den gør sig lavbenet og lille, mens den på sneen, når den nærmer sig lokkekaldet, virker langbenet og selvsikker.

Tilbage til virkeligheden

Selvom Jens i en af de næste såter nedlægger hele tre sjakaler fra samme post, glæder han sig til den sidste halve dags lokkejagt. Men temperaturen stiger, sneen smelter, og jagten bliver rent faktisk en brat opvågnen og en lektion i, at lokkejagt ikke er så let, som det så ud de første to dage. Kun én sjakal bliver observeret den eftermiddag, så selv om der var guldfeber over de første to dages lokkejagt, vokser træerne trods alt ikke ind i himlen.

Jens var heldig at nedlægge ni guldsjakaler på de fire dages jagt, så med et forudestimeret skøn fra jagtudbyderens side på et resultat mellem tre og fem nedlagte dyr pr. mand er Jens' jagt mere end godkendt.