OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 07. december 2017

Kend dine vildtplanter - del 2

Hvilke buske tåler skygge og hvilke har brug for meget lys? Det og meget mere, kan du læse om her, hvor de mest populære vildtplanter gennemgås.

Tekst: Lene Midtgaard

Når man ønsker at etablere en vildtplantning, sker det ofte ud fra den betragtning, at der mangler læ og dækning, og så kan den ene plante vel være lige så god, som den anden? Ja, men, hvis man derimod prøver at tænke et bredere hensyn til landbrugslandets dyreliv, bør man satse på de hjemmehørende arter.

Vi er nu nået til del 2 af i alt 5 af serien ”Kend dine vildtplanter”. Denne gang skal vi kigge på nogle af de mere tornede og stikkende eksemplarer.

Slåen

Slåen er en meget almindelig busk især i det Østdanske. Når buskene blomstrer i løbet af foråret er de meget iøjnefaldende med deres store blomsterflor. Slåen er også kendt for sin blålige bær, som gerne lige skal have frost eller en tur i fryseren, for ikke at være alt for sure. Efterfølgende gør de sig godt enten som snaps eller slåengin. Mange fugle sætter også pris på de sure bær i løbet af efteråret og vinteren.

Nogle har et anstrengt forhold til slåen, da busken har kraftige torne og kan blive næsten uigennemtrængeligt tætte. Derudover formerer busken sig også ved rodskud, og kan når den først har etableret sig, være vanskelig at slippe af med igen.

Som vildtplante har slåen sin fordel, på grund at sin tæthed – også tæt ved jorden, sine bær og det faktum at den er nem at vedligeholde, da den villigt skyder igen, ved nedskæring.

Blomstring       April

Lys                   Lyskrævende

Jord                 Middelgod

Fugt                 Tør til middel

Vind                 Hårdfør

Vårfrost           Hårdfør

Hunderose

Roserne kan nogen gange være vanskelige at kende fra hinanden, men en af dem som oftest anvendes er hunderosen. Hvis rosen får lov at udvikle sig frit, kan den blive 2 til 3 meter høj og meget omfangsrig. Hvis planten presse eller skygges af andre buske, kan den lave lange ranker derkan blive endog meget lange, som klatrer i de omkringstående træer og buske.

Om sommeren får hunderosen hvidlige eller svagt lyserøde blomster, men rosen kendes nok især for sine kraftige torne og mange små røde hyben som modner i løbet af efteråret. Mange dyr nyder godt af frugterne.

Når hunderosen har etableret sig, tåler den både beskæring godt.

Blomstring          Juni - juli

Lys                      Sol og delvis skygge

Jord                    Mager til middel

Fugt                    Middel til fugtig

Vind                    Tålsom

Vårfrost              Middel tålsom

Havtorn

Havtorn hører til i tørre kystnære områder og er hårdfør i forhold til saltsprøjt. Inde i landet findes havtorn for eksempel i gamle grusgrave. Busken er meget lyskrævende og udkonkurreres let af arter som skygger for den. Havtorn tåler ikke beskæring særligt godt.

Om efteråret er buskens grene tæt besat med orange bær, som mange småfugle nyder godt af, men som også er velegnet til blandt andet marmelade.

Blomstring          Maj - juni

Lys                      Lyskrævende 

Jord                    Kalkholdigt og sandet

Fugt                    Tør til middeltør

Vind                    Meget hårdfør

Vårfrost              Hårdfør

Du kan læse mere om vildtplanter på  Naturstyrelsens hjemmeside under  tilskudsondringen "Plant for vildtet".